Militære bånd får bryggeri til at droppe alliance i Myanmar
Myanmar tegner sig for mindre end fem procent af Kirins globale ølsalg, men er et ud af kun en håndfuld af bryggerigigantens voksende markeder. (Arkivfoto) Foto: Issei Kato/Reuters
Issei Kato/Reuters
Militærets handlinger i Myanmar går imod demokratisering af landet. Derfor opsiger japanske Kirin samarbejde.
Den japanske bryggerigigant Kirin stopper sit samarbejde med et konglomerat i Myanmar, hvis ejere ifølge FN er medlemmer af militæret.
Det oplyser Kirin i en erklæring fredag.
Kirin har været under stigende pres for at revurdere sit joint venture med Myanmar Economic Holdings Public Company (MEHPCL) på grund af den lokale partners forbindelser til Myanmars militær.
Militæret stod tidligere i denne uge bag et kup i Myanmar, hvor hærgeneraler tog magten fra den demokratisk valgte leder, Aung San Suu Kyi.
Samtidig er det myanmarske militær blevet beskyldt for folkedrab og andre krigsforbrydelser mod landets muslimske mindretal, rohingyaerne. Myanmar benægter at stå bag folkedrab.
- Militærets nylige handlinger, som går imod demokratiseringen af Myanmar, har rystet selve fundamentet for partnerskabet mellem Kirin Holdings og MEHPCL, og vi har været nødt til at træffe beslutning om at opsige alliancen med MEHPCL, oplyser Kirin i en erklæring.
Myanmar tegner sig for mindre end fem procent af Kirins globale ølsalg, men er et ud af kun en håndfuld af bryggerigigantens voksende markeder.
Store multinationale virksomheder som Kirin har presset sig ind i Myanmar, siden Aung San Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), vandt en jordskredssejr i 2015 og dannede den første civile regering i landet i et halvt århundrede.
Selv om nogle investorer i stigende grad er blevet forsigtige på grund af forfølgelsen af rohingya-muslimerne, er mange virksomheder forblevet i Myanmar, hvor der bor knap 54 millioner mennesker.
Den erfarne pr-konsulent Bob Pickard vurderer, at der er en voksende risiko for dårlig omtale for japanske virksomheder i Myanmar.
- Japanske virksomheder, som har investeret i Myanmar, og især dem med militære forbindelser, er nu nødt til at være særligt opmærksomme, når de skal udtrykke, hvad disse begivenheder betyder for dem, siger Pickard med henvisning til militærets magtovertagelse.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde