Militæret indleder befrielsesaktion i Kenya
En befrielsesaktion udspiller sig netop nu i shoppingcentret Westgate i den kenyanske hovedstad, Nairobi, hvor bevæbnede terrorister, ifølge kenyansk Røde Kors, har slået mindst 43 mennesker ihjel og såret op mod 200. Adskillige udlændinge er meldt dræbt.
- Indtil videre er 43 blevet bekræftet døde og over 200 er såret, siger Abbas Gullet, chef for Røde Kors i Kenya ifølge nyhedsbureauet AFP.
Et gidsel har forladt shoppingcentret, og selve aktionen er startet efter mere end 20 timers belejring, skriver Kenya National Disaster Operation Centre på Twitter søndag morgen dansk tid.
Kenyansk militær har været i direkte kamp med gidseltagerne, og to sårede soldater er evakueret fra shoppingcentret i en ambulance, oplyser AFP's mand på stedet.
De kenyanske myndigheder har bedt almindelige borgere om at donere blod, da de mange sårede giver blodmangel på hospitaler i hovedstaden.
Det er al-Shabaab, en militant islamistgruppe fra Somalia med bånd til al-Qaeda, som har taget skylden for angrebet.
Et ukendt antal personer bliver fortsat tilbageholdt inde i Westgate af de bevæbnede terrorister, som tilsyneladende har forskanset sig. Natten til søndag forlod fem gidsler shoppingcentret.
Store sikkerhedsstyrker befinder sig ved det luksuriøse shoppingcenter, som normalt er en magnet for udlændinge og velhavende kenyanere.
Den danske ambassade skriver på Facebook, at danskere frarådes at bevæge sig i nærheden af Westgate, og at man bør udvise den største agtpågivenhed og undgå større forsamlinger.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned