Militæret sat ind mod dødelig uro i Bangladesh

Styret i Bangladesh har sat militæret ind i landets nordlige del, der er plaget af vold og demonstrationer efter en dødsdom over en islamistisk leder for krigsforbrydelser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dommen faldt torsdag, hvor mindst 25 personer blev dræbt i efterfølgende uroligheder.

Søndag står det klart at yderligere seks personer har mistet livet i Shahjahanpur, hvor op mod 5000 vrede tilhængere af partiet Jamaat-e-Islami blandt andet angreb to af byens politistationer. Angrebet fik politiet til at gribe til våben:

- Mindst fire blev dræbt i sammenstød, efter at Jamaat-e-Islami-støtter angreb os. Dødstallet kan stige, lyder det fra distriktspolitichef Moqbul Ahmed.

I løbet af de seneste fire dage er 46 personer dermed blevet dræbt i uroligheder, efter at den islamistiske oppositionsleder Delwar Hossain Sayedee blev dømt til døden for krigsforbrydelser begået under Bangladesh's uafhængighedskrig mod Pakistan i 1971.

73-årige Sayedee, som er næstformand for landets største islamistiske parti, Jamaat-e-Islami, og en ivrig prædikant, blev dømt for meddelagtighed i mord, voldtægt, mordbrand og plyndringer.

Partiet raser over dommen, som det mener har mere karakter af hævn end retfærdighed.

Sayedee var i 1971 leder af en pakistansk milits, som nedbrændte en landsby og dræbte to mennesker.

Militsen bortførte også tre hindu-søstre og voldtog dem i tre dage i deres lejr, og den tvang 100 andre hinduister til at konvertere til islam og bede islamiske bønner.

Officielle tal i Bangladesh siger, at op mod tre millioner mennesker blev dræbt under folkemordet i landet i 1971, men uafhængige historikere siger, at det var langt færre.

Delwar Hossain Sayedee er den tredje person, der er blevet fundet skyldig i forbrydelser begået under krigen.

/ritzau/AFP