Militærfolk i Burundi vil erobre tv-kanal efter kupforsøg
Vagter foran tv-station forsøger at holde kupmagere tilbage, siger ansatte inde i bygningen.
Flere hundrede demonstranter i Burundi er samlet foran en bygning, der huser landets nationale tv-station i hovedstaden, Bujumbura.
Soldater fra landets væbnede styrker, som onsdag har forsøgt at kuppe sig til magten, vil tvinge sig adgang til stationen.
- Soldaterne, som står bag kuppet, forsøger med magt at tvinge sig adgang til bygningen, så de kan nå ud med deres budskab, siger en anonym ansat på tv-stationen til nyhedsbureauet Reuters.
- De vagter, som beskytter bygningen, gør modstand, siger medarbejderen.
Vidner i hovedstaden siger til Reuters, at der lyder sporadiske skudsalver, efter en generalmajor i Burundis hær, Godefroid Niyombare, har erklæret præsidenten afsat.
Det afvises af talsmænd for landets præsident, Pierre Nkurunziza, som var i Tanzania under kupforsøget. Udenrigsministeriet i nabolandet oplyser onsdag aften, at han er på vej hjem til Burundi.
Storbritanniens Udenrigsministerium omtaler begivenhederne i det afrikanske land som et "militærkup" i den seneste rejsevejledning for landet - udsendt onsdag.
Tidligere onsdag sagde Niyombare, at han og en gruppe andre officerer i hæren og politiet havde afsat Nkurunziza.
Der sker efter uger med uro i det afrikanske land, hvor demonstranter har protesteret over, at præsidenten vil - og har fået grønt lys til - at stille op til en tredje periode som præsident.
I forfatningen hedder det, at en præsident kun må sidde to perioder.
En forfatningsdomstol har afgjort, at Pierre Nkurunziza kan stille op igen, fordi han ikke var folkevalgt i sin første periode.
Vicepræsidenten for domstolen flygtede ud af landet inden afgørelsen, da han ikke ville være med til at underskrive en beslutning, som er i strid med forfatningen.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde