Militærråd i Sudan skrotter alle aftaler med opposition
Sammenstød mellem demonstranter og militæret i Sudans hovedstad, Khartoum, udviklede sig mandag blodigt. Mindst 35 demonstranter meldes dræbt. Foto: Stringer/Reuters
Stringer/Reuters
Efter blodige sammenstød mellem demonstranter og militæret i Sudan, dropper militærråd aftaler med opposition.
Det midlertidige militærråd i Sudan skrotter alle tidligere indgåede aftaler med oppositionen.
Det oplyser formanden for militærrådet på sudansk tv natten til tirsdag dansk tid. Det skriver Reuters.
Ifølge militærrådet er oppositionen medskyldig i, at forhandlingerne om en magtoverdragelse i Sudan nu sættes tilbage til start.
Det siger general Abdel Fattah al-Burhan, som oplyser at militærrådet planlægger et valg om ni måneder.
Meldingen kommer efter et blodigt angreb mandag aften mod demonstranter, der i ugevis har slået lejr foran forsvarsministeriet i hovedstaden, Khartoum.
Den største af de civile protestgrupper anklager det regerende militærråd for at stå bag angrebet på teltlejren. Det kaldes en "massakre".
Mindst 35 demonstranter blev dræbt under sammenstødene. Det oplyser en sammenslutning af læger, der har forbindelse til koalitionen af protestbevægelser i landet.
Det præcise dødstal er dog uklart, da "bevæbnede soldater og sikkerhedsstyrker omringer hospitaler og angriber og anholder læger", oplyser lægegruppen. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Det er det værste sammenstød, siden den mangeårige enerådige præsident Omar al-Bashir blev afsat i april.
Angrebet benægtes af det militære overgangsråd, der stillede sig i spidsen for landet, efter at Bashir var fjernet.
Man har kun fjernet "uregerlige" personer, hedder det.
Militæret valgte 11. april at afsætte Sudans mangeårige præsident, efter at der i månedsvis havde været massive folkelige protester imod ham.
Siden da har en paraplyorganisation for protestbevægelserne forhandlet med militærrådet om en overgang til et folkeligt styre.
Forhandlingerne gik dog i hårknude og blev suspenderet i midten af maj, kort efter at parterne for første gang så ud til at nærme sig hinanden.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker