Militante afviser terrorrolle i Danmark

Den militante gruppe Lashkar-e-Taiba benægter søndag, at gruppen har nogen forbindelse til to mænd i Chicago, der mistænkes for at planlægge terroraktioner i Danmark.

David Headley og Tahawwur Hussain Rana blev i sidste måned anholdt af FBI i Chicago og sigtet for at planlægge angreb på Jyllands-Posten og andre mulige mål i Danmark. De to mænd er født og opvokset i Pakistan.

Ifølge de amerikanske retsdokumenter blev deres plan diskuteret med Lashkar-e-Taiba og en anden militant personlighed i Pakistan, Ilyas Kashmiri. Indien undersøger også, om de to mænd har haft en rolle i terrorangrebet på Mumbai sidste år, der kostede over 170 livet.

- David Headley og Tahawwur Hussein Rana har ingen forbindelse til Lashkar-e-Taiba, og målet med at forbinde dem med vores organisation er propaganda, der har til formål at sprede onde rygter om Kashmirs frihedskamp. Det fordømmer vi skarpt, siger Abdullah Gaznavi, der er talsmand for gruppen, i en telefonsamtale med nyhedsbureauet Reuters.

Anholdelsen af de to mænd i Chicago giver bekymring i efterretningskredse, der frygter, at Lashkar-e-Taiba har kapacitet til at slå til og planlægge terrorangreb i Indien og andre steder i verden. Men det afviser gruppen.

- Alle vores medlemmer er lokale Kashmir-muslimer, og vi har ikke noget netværk i Amerika eller noget andet sted, siger Gaznavi.

/ritzau/Reuters

Den pakistanske organisation Lashkar-e-Taiba siger, den ikke er med i noget netværk, der planlagde terror i Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret