Militante finder nedstyrtet amerikansk drone i Somalia

Den islamistiske bevægelse al-Shabaab siger, at det har fundet et nedstyrtet amerikansk dronefly i Somalia. Og et af de ubemandede fly er ganske rigtigt forulykket, lyder det fra militærkilder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flyet skulle være styrtet ned i et øde område ved den somaliske kystlinje syd for hovedstaden Mogadishu, lyder det fra en forsvarskilde, der ønsker at være anonym.

- Episoden bliver efterforsket, siger kilden.

Det er usikkert, hvilken type fly, der er styrtet ned, og om det var bevæbnet.

Al-Shabaab sagde sent tirsdag, at deres folk havde fundet overvågningsdronen og lagde samtidig et billede af dronen på Twitter og skrev, at det var et "vrag af en nedstyrtet drone".

- Denne her vil ikke længere have mulighed for at spionere mod muslimer igen, lyder det på mikroblog-netværket.

- Så meget for tom retorik om droneprogrammet, skriver gruppen med henvisning til den amerikanske præsident, Barack Obamas, tale om brugen af de ubemandede fly i sidste uge.

Ifølge al-Shabaab blev dronen fundet nær landsbyen Bulo Marer i en region, der bliver kontrolleret af islamister. Netop denne landsby blev stormet af franske styrker i januar i et forsøg på at redde en kidnappet kollega.

Overvågningsdroner er almindelige i det sydlige Somalia, og der er også rapporter om raketangreb. USA har angiveligt en dronebase i regionen.

De militante i Shabaab-bevægelsen blev drevet ud af Mogadishu af styrker fra Den Afrikanske Union i 2011, men islamisterne har over de seneste måneder gennemført en række brutale angreb.

I sin tale i sidste uge forsvarede Obama brugen af droner, men skitserede samtidig nye regler for amerikanske angreb mod mistænkte ekstremister i udlandet.

/ritzau/AFP