Militante i Mali truer Sverige i video med svensk gidsel
Sverige advares mod at samarbejde med Frankrig, hvis de svenske myndigheder vil have frigivet statsborger.
I fire år har svenske Johan Gustafsson siddet som gidsel i Mali.
En video, der angiveligt er indspillet 17. december sidste år, er seneste livstegn fra svenskeren, der sidder fanget sammen med en sydafrikaner.
Det skriver Expressen.
I videooptagelsen advares Sverige mod at samarbejde med Frankrig, hvis de svenske myndigheder vil holde liv i håbet om at få frigivet statsborgeren.
- Hvis I vil have en hurtig frigivelse af jeres barn, så benyt ikke Frankrig som en mellemmand i kontakten med os, siger en maskeret person i den to minutter lange optagelse ifølge det svenske nyhedsbureau TT.
- Vi er netop trådt ind i det femte år med jeres barn i fangenskab, og vi er villige til at holde dem (begge gidsler, red.) så længe, det er nødvendigt, for at få vores krav opfyldt, lyder det videre.
Johan Gustafsson blev taget som gidsel i Mali 25. november 2011. Kort efter tog en nordafrikansk gren af al-Qaeda skylden for kidnapningen.
Den nu 40-årige svensker var på motorcykelrejse gennem Afrika, da han blev taget til fange.
- Jeg hedder Johan Gustafsson. Jeg holdes fanget af al-Qaeda. I dag er det torsdag 17. december 2015, siger det svenske gidsel i videoen, der er lagt på YouTube.
Også det sydafrikanske gidsel Stephen Malcolm optræder i optagelsen, der har titlen "En besked til Sydafrika og Sverige".
Videoen er offentliggjort, blot to dage efter at den svenske udenrigsminister, Margot Wallström, rejste fra Mali efter et fire dage langt besøg, skriver TT.
På det tidspunkt kommenterede Wallström gidselsituationen over for Sveriges Radio.
- Han er stadig i vores tanker, og vi fortsætter med at gøre alt for at få ham frigivet, sagde hun.
Udenrigsministeriet i Sverige har ifølge TT's oplysninger set den seneste videooptagelse, men vil ikke kommentere udviklingen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde