Miljø og velfærdsydelser kan stå for skud med ny finsk højreregering
Petteri Orpo, leder af Samlingspartiet, står nu til at blive Finlands næste statsminister i en koalition med i alt fire partier. De fire partier er det nationalistiske parti De Sande Finner, Svensk Folkeparti og Kristendemokraterne. (Arkivfoto). Foto: Heikki Saukkomaa/Ritzau Scanpix
Under forhandlingerne har især to partier i finsk koalition stået langt fra hinanden. Torsdag sluttede forhandlingerne med en ny højreorienteret regering.
Ritzau RitzauSara Kr
Ritzau RitzauPlougheld Knudsen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Torsdag oplyste Finlands konservative leder, at der er enighed om en ny højreorienteret regeringskoalition i Finland.
Det sker, to måneder efter at socialdemokratiske Sanna Marin led et valgnederlag.
- Alle problemerne er blevet løst, og papirerne er klar, siger Petteri Orpo, der altså nu står til at blive Finlands næste statsminister, med henvisning til regeringsprogrammet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Han er leder af Samlingspartiet. Koalitionen kommer til at bestå af i alt fire partier - herunder det nationalistiske parti De Sande Finner.
Derudover består koalitionen af Svensk Folkeparti og Kristendemokraterne. Tilsammen kan de fire partier sætte sig på 108 af parlamentets i alt 200 pladser.
Annonce
Orpo gik til valg på at nedbringe de offentlige udgifter med seks milliarder euro over de næste fire år. Det svarer til 44 milliarder danske kroner.
- Vi er blevet nødt til at lede overalt efter besparelser, udtaler Orpo ifølge nyhedsbureauet AFP.
Forhandlingerne om en ny regering i Finland har stået på siden valget til Rigsdagen 2. april, hvor regeringen under socialdemokraten Sanna Marin led et nederlag. Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Regeringen ventes at finde pengene ved at skære i arbejdsløsheds- og velfærdsydelserne. Samtidig ventes den at stramme udlændingepolitikken og løsne Finlands miljøforpligtelser.
De finske regeringsforhandlinger plejer at kunne klares på en måneds tid. Når de denne gang er trukket ud, skyldes det uenigheder om netop nogle af de ovenstående emner.
De Sande Finner er i forhandlingerne især stødt sammen med Svensk Folkeparti.
- Vi har været uenige om nogle ting. Jeg er sikker på, at vi stadig har uenigheder, men hvad der samler os, er, at vi vil bringe Finland i orden, siger Orpo.
For De Sande Finner har en hård indvandringspolitik haft høj prioritet.
Partiet har i valgkampen fremhævet nabolandet Sveriges udfordringer med bandekriminalitet, som De Sande Finner mener, skyldes indvandring.
Også spørgsmålet om Finlands klimamålsætninger har fået det nationalistiske parti til at stejle.
Ved valget i april kunne Riikka Purra fejre det hidtil bedste valgresultat til De Sande Finner, da partiet sikrede sig 20 procent af stemmerne. (Arkivfoto). Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Derimod ser Svensk Folkeparti indvandring som et vigtigt værktøj i en tid, hvor Finlands befolkning bliver ældre og ældre.
Annonce
Under regeringsforhandlingerne er bølgerne mellem de to partier gået så højt, at De Sande Finner truede med at trække sig fra forhandlingerne.
- Jeg vil gerne takke mine kolleger, med hvem vi er lykkedes med at få en aftale, siger Riikka Purra, der leder De Sande Finner.
Ved valget i april kunne hun fejre det hidtil bedste valgresultat, da partiet sikrede sig 20 procent af stemmerne. På sigt er det blandt andet et mål for partiet at få Finland ud af EU.
Den nye finske regering vil formelt blive indsat fredag.
/ritzau/
Sådan tæller ny finsk regering flertal
Der er samlet en højreorienteret regeringskoalition i Finland, oplyste leder for Samlingspartiet Petteri Orpo torsdag.
* Finland har en lang tradition for et bredt regeringssamarbejde.
* Samlingspartiet blev ved valget 2. april det største parti i Rigsdagen med 48 af de 200 pladser.
* De Sande Finner kom på andenpladsen med 46 pladser, mens Socialdemokratiet og tidligere statsminister Sanna Marin måtte nøjes med 43.
* For at sikre sit flertal inkluderede Petteri Orpo partierne Svensk Folkeparti, som vandt ni mandater, og Kristendemokraterne og dettes fem pladser.
Seneste artikler
Samarbejdet er ophørt: Valsemøllen er ikke trygge ved Danish Agro
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
- Et godt tidspunkt
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern