Milliardær afhøres om milliardsvindel

Texas-milliardæren Allen Stanford skal afhøres om svindelanklager i detention i Houston. Han mistænkes for at have svindlet for næsten 50 milliarder kroner.

Texas-milliardæren Allen Stanford blev i dag fremstillet for en forbundsdomstol i Virginia i forbindelse med anklager om, at han står bag massiv svindel for milliarder af dollar gennem sin bank på øen Antigua. Stanford fik af domstolen et valg mellem at blive afhørt i en detention i Houston eller i Virginia og valgte Texas. En reel retssag vil måske først blive indledt om adskillige måneder.
Stanford er anklaget sammen med fire andre for 21 forskellige anklager om svindel, hvidvaskning af penge og forsøg på at forhindre opklaringen. Blandt de øvrige anklagede er Stanfords investeringschef, Laura Pendergest-Holt, og Leroy King, som leder en kommission med ansvar for regulering af finansielle tjenester.
Den 59-årige Stanford, der i torsdag blev pågrebet uden for sin kærestes hus i Virginia, ankom i dag til retten i byen Richmond omringet af agenter fra det amerikanske forbundspoliti, FBI.
Retssagen mod Stanford er den første store finanssag, der gennemføres under præsident Barack Obama, som har svoret at slå hårdt ned på finanssvindel.
Stanford beskyldes for at have bedraget investorer for et beløb svarende til 47 milliarder kroner. Sagen er den største skandale i finansverdenen, siden Wall Street-finansmanden Bernard Madoff blev afsløret i svindel i december sidste år, og der er klare paralleller. Madoff beholder dog rekorden med et anslået svindlet beløb svarende til 260 milliarder kroner. Stanford står allerede over for flere civile søgsmål, men bliver nu også genstand for en straffesag. Han har de seneste to årtier haft base i Caribien, og han er blevet slået til ridder på Antigua.
/ritzau/Reuters




Offentliggjort Sidst opdateret