Millioner af ukrainere fortsat uden el og varme
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, som her besøger børn i en særlig beskyttelseszone udenfor Kyiv, har kaldt den russiske strategi med at bombe og ødelægge Ukraines energiinfrastruktur for et forsøg på at bruge vinteren som "et masseødelæggelsesvåben". Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Ukrainere, der kæmper med kulde og mørke, mindes lørdag ofre for sultkatastrofe i Stalin-tiden.
De ukrainske myndigheder er gradvist ved at få genoprettet el-systemet i hovedstaden Kyiv. Blandt andet med hjælp fra genoprettede forbindelser til atomkraftværker.
Men fortsat er millioner af indbyggere uden varme og elektricitet, efter de hidtil mest omfattende russiske luftangreb under krigen.
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har kaldt den russiske strategi med at bombe og ødelægge Ukraines energiinfrastruktur for et forsøg på at bruge vinteren som "et masseødelæggelsesvåben". Et våben, hvor kulde og mørke bliver et instrument for terror og underkastelse.
- Ukrainere gennemgår frygtelige ting. De forsøgte at ramme os med sult. Nu er det med mørke og kulde. Vi lader os ikke kue, men forsætter med at kæmpe imod angrebene, siger Zelenskyj i en videotale til befolkningen.
Europæiske ledere har lørdag afgivet nye løfter om hjælp til Ukraine. Netop lørdag er 90-års-dagen for "Holodomor", hvilket på ukrainsk betyder "udryddelse ved sult".
Millioner af ukrainere mistede i 1932 og 1933 livet under en sultkatastrofe. Ifølge ukrainske historikere skyldtes det dengang sovjetlederen Josef Stalins beslutning om at sulte de ukrainske bønder ihjel. Dette afvises i Rusland.
Flere europæiske ledere - blandt andet fra Polen og Litauen - er i Kyiv lørdag og er med til markere mindedagen for ofrene for "Holodomor".
Også Belgiens premierminister, Alexander De Croo, er i Kyiv under sit første besøg under siden den russiske invasion.
Udenrigsministre fra NATO-landene vil på deres kommende møde i Rumænien diskutere, hvordan de kan gøre mere for at sikre Ukraines energiforsyninger. Det meddelte Tysklands udenrigsminister, Annalena Baerbock, op til weekenden.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker