Vietnams planer om at etablere et mindesmærke for krigsenker har skabt vrede, efter at det er kommet frem, at mindesmærket bliver fem gange dyrere end først antaget.
En park er ved at blive etableret, som skal huse mindesmærket for Vietnams "heroiske mødre", et begreb, der bruges til at beskrive de kvinder, der mistede deres ægtefæller og sønner i landets krige mod Frankrig og USA.
Kritikere har sagt, at pengene vil være bedre brugt på velfærd til kvinderne selv, da mange lever i dyb fattigdom trods de ofre, de har ydet.
Prisen for den 15 hektar store park, bygninger og et 80 meter bredt mindesmærke i det centrale kystdistrikt Son Tinh blev opgjort til 3,9 millioner dollar (21,4 millioner kroner), da opførelsen begyndte i 2007.
Men torsdag meddelte Vietnams regering, at prisen løber op i 19,7 millioner dollar (107,3 millioner kroner), da priserne på materialer er steget markant.
Lokale indbyggere udtrykker vrede.
- Myndighederne skal fremlægge alle informationer om dette projekt offentligt for at undgå korruption, siger Pham Thu Phuong, der er historielærer og bor tæt på parken.
Sekretæren i Son Tinh-distriktets partikomité, Bach Thanh Diem, siger: - Mange af Vietnams heroiske mødre har det svært. De lever i huse, der er ruiner. Mange af dem lever alene. Det er synd og skam.
- Jeg undrer mig over, hvorfor embedsmændene er så ivrige efter at spilde penge på en død ting, mens mange af virkelighedens heroiske mødre lever for mindre end en dollar om dagen. Får embedsmændene selv noget ud af dette projekt, spørger en unavngiven læser i avisen Tuoi Tre.
I alt 44.000 kvinder har fået titlen heroisk mor. Mange af dem er over 90 år gamle.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker