Mindestund for død syrisk oprørsleder i Qatar
I en ørken blot 20 kilometer nord for Qatars hovedstad, Doha, blev en død islamist og syrisk oprørsleder onsdag mindet i en kontrastfuld begivenhed mellem storbyens skyline og den blodige borgerkrig et par tusind kilometer borte.
Abdelqadar Saleh døde tidligere på ugen efter et luftangreb af den syriske præsident Bashar al-Assads regeringshær i Aleppo.
Mindehøjtideligheden understreger, hvor dybt den stenrige gas-stat Qatar er involveret i borgerkrigen i Syrien.
Qatar har længe støttet det sunni-islamistiske oprør mod Bashar al-Assad med våbenleverancer.
Abdelqadar Saleh var leder af brigaden al-Tawhid, som er en af de største oprørsgrupper i Syrien.
Al-Tawhid førte an i et angreb i Aleppo i juli 2012, hvor brigaden overtog styringen med halvdelen af byen.
Siden indledte Assad en række luftangreb på den krigshærgede by i det nordlige Syrien.
Abdelqadar Saleh døde på et hospital i Tyrkiet. Også en anden kommanderende fra brigaden blev dræbt ved luftangrebet.
Mindehøjtideligheden var arrangeret af Salehs familiemedlemmer, der bor i golfstaten.
Den politiske leder af al-Tawhid, Abdelaziz Salama, overtager lederskabet af brigaden.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde