Mindst 100 er dræbt i droneangreb mod syrisk officersskole
Billeder fra en video viser soldater og andre tilstedeværende hjælpe nogle af de mange ofre for et kraftigt droneangreb mod en officersskole i Homs-regionen i Syrien torsdag. Foto: Video Obtained By Reuters/Reuters
Adskillige soldater og 21 civile er dræbt i et droneangreb mod en afgangsceremoni på officersskole i Syrien.
Mindst 100 mennesker er dræbt i et droneangreb mod en officersskole i Homs-provinsen i det centrale Syrien torsdag. Over 125 andre er såret.
Det meddeler Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr), der via et netværk af kilder og aktivister overvåger situationen i Syrien fra et kontor i Storbritannien.
Omkring halvdelen af de dræbte er soldater, der netop havde afsluttet deres eksamen på officersskolen. Der er også mindst 21 civile blandt dødsofrene.
Syriens sundhedsminister, Hassan al-Ghabash, siger torsdag aften, at mindst 80 mennesker er dræbt, men også at tallet forventes at stige. Seks af de dræbte er børn, siger han.
Desuden er omkring 240 andre såret.
Syriens militære kommando bekræftede tidligere torsdag, at der er "et antal martyrer, både civile og militært mandskab", men satte ikke et præcist tal på.
Den beskylder "bevæbnede terrorgrupper med støtte fra velkendte internationale parter" for at stå bag angrebet. I meddelelsen er der ikke nævnt nogen navne.
Angrebet blev gennemført ved brug af droner, der medbragte sprængstof, lyder det videre i en meddelelse fra militærkommandoen. Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Der er ikke umiddelbart nogen gruppe, der har taget skylden for angrebet.
Angrebet fandt angiveligt sted omkring 20 minutter, efter at Syriens forsvarsminister havde forladt stedet, skriver flere brugere på sociale medier.
Det bekræftes af syriske sikkerhedskilder.
Krigen i Syrien begyndte i kølvandet på store folkelige protester mod præsident Bashar al-Assads regering i 2011.
Styret slog hårdt ned på demonstrationerne, og gradvis udviklede situationen sig til en reel krig.
Hundredtusinder af mennesker er dræbt, og millioner af syrere er sendt på flugt fra deres hjem.
I dag har Assads styre kontrol med det meste af landet. Men områder i det nordlige Syrien mod grænsen til Tyrkiet er under væbnede gruppers kontrol. Blandt dem er militante jihadistiske grupper.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub