Mindst 12 mennesker blev dræbt, da højhastighedstog tordnede ind i en gruppe, der krydsede togsporet ved en station i det nordøstlige Spanien sent onsdag, rapporterer spansk radio.
Desuden meldes der om 13 tilskadekomne i ulykken ved Castelldefels Playa-stationen tæt på Barcelona, der fandt sted cirka klokken 23.30 onsdag.
Spanske medier siger, at de døde og tilskadekomne primært er unge som fejrede sankthansaften, der i Catalonien normalt inkluderer bål, fyrværkeri, koncerter og dans ved stranden.
Tilsyneladende var gruppen netop ankommet til stationen med et andet tog fra Barcelona og var ved at krydse sporene for at komme ned på stranden. Stationen var udstyret med en fodgængertunnel, men de unge valgte at krydse sporene på ulovlig vis.
Et øjenvidne Fernando Ortega siger til spanske medier, at toget, som gruppen ankom med, var "meget fyldt" og at et stort antal folk steg ud samtidigt og derfor besluttede en del personer sig for at gå hen over sporene for at undgå menneskemængden.
I stedet for at nå stranden blev de ramt af et nordgående hurtigtog. En fotograf fra nyhedsbureauet AFP siger, at et lig og kropsdele er synlige på togskinnerne mellem masser af politi, redningsfolk og brandmænd.
Spansk radio siger, at ulykken er den mest alvorlige i landet siden juni 2003, hvor 19 mennesker blev dræbt i en kollision mellem et passagertog og et fragttog i byen Chinchilla.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet