Oprørsbevægelsen Taliban i Pakistan er øjensynlig i gang med en ny offensiv mod regeringsstyrker i den nordvestlige del af landet på grænsen til Afghanistan.
Tidlig lørdag blev mindst fem personer dræbt af en bombe, som eksploderede ved en kolonne lastbiler, der var på vej mod Peshawar fra Parachinar, hovedbyen i den pashtunske region Kurram.
Kolonnen blev eskorteret af sikkerhedsstyrker, og flere af de dræbte og sårede er soldater.
Der er dog tvivl om antallet af dræbte, idet der er ubekræftede oplysninger om, at 16 blev dræbt. Ved en lignende aktion for knap en uge siden blev 11 dræbt og mange sårede.
Ikke langt fra dagens bombeaktion blev mindst otte personer dræbt fredag af en bombe på en markedsplads i landsbyen Meharban Kaley lidt nord for Khyberpasset, der er den vigtigste forbindelsesrute mellem Pakistan og Afghanistan. 14 personer blev kvæstet. Både de dræbte og kvæstede skal være handlende.
I samme område i regionen Orakzai er der oplysninger om, at 15 oprørere blev dræbt under et flyangreb udført af det Pakistans luftvåben. Der er dog ingen officiel bekræftelse på antallet af dræbte.
Iagttagere siger, at talibanoprørere i de seneste uger har optrappet deres angreb mod Pakistans styrker, der siden april i fjor har forsøgt at nedkæmpe oprørerne i de bjergrige og uvejsomme områder på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker