Mindst 13 personer er dræbt rundt om i Syrien under sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker.
Det oplyser menneskerettighedsgrupper i landet ifølge flere internationale nyhedsbureauer.
Drabene er sket samtidig med, at observatører fra Den Arabiske Liga siger, at de ikke har oplevet noget foruroligende i storbyen Homs, hvor fire personer blev dræbt onsdag ifølge lokale menneskerettighedsgrupper.
Seks personer omkom i byen Hama i det centrale Syrien, men der meldes også om dræbte i byerne Deraa, Aleppo og Idlib.
Sammenstødene stod på sideløbende med, at arabiske observatører var i gang med at overvåge udviklingen i landet.
Lederen af observatørerne siger, at han "ikke har set noget skræmmende" i byen Homs, der ellers har været et centrum for opstanden mod præsident Bashar al-Assad.
Menneskerettighedsgrupper kritiserer udtalelserne fra observatørernes leder, og opfordrer ham til at besøge de områder i Homs, hvor sammenstødene finder sted.
Observatørmissionen blev også kritiseret af demonstranter, der afviste at møde observatørerne, fordi en oberst fra de syriske sikkerhedsstyrker også skulle være til stede.
Observatørerne måtte opgive at undersøge et område, hvor Assads styrker ifølge lokale beboere har skjult tilfangetagne indbyggere, da der pludselig lød skudsalver.
Fri bevægelighed og ucensurerede vidneudsagn er afgørende for, at Den Arabiske Ligas mission kan lykkes, men der er klare tegn på, at oppositionen ser med skepsis på observatørerne.
- Nogle steder ser lidt kaotiske ud, men der er ikke noget skræmmende, siger den sudanesiske general Mustafa Dabi, som leder observatørerne.
I et forsøg på at vise god vilje løslod styret i Damaskus 755 personer, som er blevet fængslet under de seneste dages uroligheder.
- Ingen af de løsladte har blod på deres hænder, siger en talsmand for styret.
/ritzau/AFP/Reuters
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker