Det kraftige jordskælv ud for Chile har indtil videre kostet 147 mennesker livet.
Det siger lederen af den nationale redningstjeneste, Carmen Fernandez.
- Det er et tal, som hele tiden ændrer sig, men nu ligger det altså på 147, beretter hun.
Det særdeles kraftige jordskælv, som målte 8,8 på richterskalaen, ramte ud for Chiles kyst tidligt lørdag dansk tid.
I redningstjenesten anser man det imidlertid ikke for sandsynligt, at antallet af ofre vil stige dramatisk. Dødstallet ventes ikke at nå over 250 ofre, lyder meldingen.
Det vil dog formentlig tage mindst tre dage, før man har fuldt overblik over ødelæggelserne efter det historisk kraftige skælv.
USA's præsident, Barack Obama, siger, at amerikanerne er klar til at hjælpe Chile, hvis den chilenske regering beder om det.
Han siger desuden, at "hundredvis af liv kan være tabt" i forbindelse med katastrofen, der også har forårsaget voldsomme skader på landets infrastruktur.
- Tidlige indikationer peger på, at hundredvis af liv er gået tabt i Chile, og ødelæggelserne er alvorlige. På vegne af det amerikanske folk, sender Michelle og jeg vores dybeste medfølelse til det chilenske folk, siger Obama.
Chiles afgående præsident, Michelle Bachelet, opfordrer befolkningen til at bevare roen.
- Folk bør forholde sig roligt. Vi gør alt, hvad vi kan med alle de kræfter, vi har, siger Bachelet.
Efter jordskælvet blev en kæmpemæssig tsunami udløst, og den krævede lørdag eftermiddag dansk tid sine første ofre.
På øgruppen Juan Fernández ud for Chiles kyst er mindst tre mennesker omkommet, efter at kæmpebølgen ramte den lille øgruppe.
Tsunamien er nu på vej tværs over Stillehavet, og flere end 50 lande i regionen er i højeste alarmberedskab.
/ritzau/Reuters/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker