Mindst 15 er døde efter eksplosioner i Nigerias hovedstad

For første gang siden sidste år blev hovedstaden udsat for angreb i Nigeria, som døjer med Boko Haram.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere eksplosioner rystede udkanten af Nigerias føderale hovedstad, Abuja, fredag aften og efterlod mindst 15 mennesker døde, siger en embedsmand, som er involveret i redningsoperationen.

13 døde i byen Kuje, mens to andre døde i byen Nyanya, siger embedsmanden, som ikke vil have sit navn frem.

Desuden er mindst 41 blevet såret.

Nigerias nationale beredskabsstyrelse, Nema, bekræftede eksplosionerne i en udtalelse, som blev fremsendt fredag aften.

- Eksplosionerne, der fandt sted næsten samtidig, har resulteret i en række dødsfald og personskader, siger Nemas talsmand Manzo Ezekiel i udtalelsen.

Nigeria er blevet ramt af en bølge af bombeattentater i de senere år gennemført af den militante gruppe Boko Haram.

Boko Haram har som mål at få sin egen islamistiske stat i det nordøstlige hjørne af Nigeria og står bag et foreløbig seks år langt oprør.

Torsdag blev mindst ti dræbt, da fire selvmordsbombere angreb Maiduguri, hovedstaden i delstaten Borno, som ligger nordøst i Nigeria.

Over 1260 mennesker er dræbt i voldshandlinger i Nigeria, siden præsident Muhammadu Buhari blev taget i ed 29. maj ifølge en optælling fra nyhedsbureauet AFP.

Sidste gang hovedstaden blev ramt af et angreb var 25. juni sidste år, da 22 mennesker blev dræbt i et bombeangreb i et populært indkøbscenter i hjertet af byen.

Dengang påtog Boko Haram sig ansvaret angrebet.