Mindst 16 soldater er dræbt i angreb på base i Afghanistan
Taliban har dræbt adskillige medlemmer af Afghanistans sikkerhedsstyrker i et angreb natten til fredag. Foto fra 2. februar viser mistænkte Taliban-krigere, der blev tilbageholdt under en aktion mod den militante bevægelse. Foto: Hoshang Hashimi/Ritzau Scanpix
Hoshang Hashimi/Ritzau Scanpix
Ingen kom afghanske sikkerhedsstyrker til undsætning, da militante fra Taliban gik til angreb på base.
Taliban-bevægelsen har dræbt mindst 16 medlemmer af Afghanistans sikkerhedsstyrker i et flere timer langt angreb i den nordlige provins Kunduz.
Det oplyser lokale politikere.
Desuden blev to medlemmer af sikkerhedsstyrkerne taget til fange under angrebet, der fandt sted natten til fredag.
Målet for de bevæbnede medlemmer af oprørsbevægelsen var en base, der hører under landets efterretningstjeneste.
Styrkerne på basen fik ingen støtte under angrebet, og det lykkedes Taliban at rende dem over ende og beslaglægge alle våben samt andet udstyr.
Der er ingen oplysninger om dræbte eller tilskadekomne Taliban-krigere.
Selv om der siden midten af september har været ført direkte fredsforhandlinger i Qatar mellem Afghanistans internationalt anerkendte regering og den militante bevægelse, fortsætter Taliban med at udføre angreb i forskellige dele af landet.
Samtalerne er for nuværende sat på pause, fordi USA's nye administration under præsident Joe Biden gennemgår en tidligere aftale, der er indgået med Taliban.
I mellemtiden er ledere fra Taliban begyndt at drøfte fredsprocessen i Afghanistan med Iran og Rusland.
USA underskrev i februar 2020 en aftale med Taliban, der indebærer en gradvis tilbagetrækning af alle NATO-styrker i Afghanistan.
Til gengæld for den retræte har Taliban forpligtet sig til at indstille angreb mod soldater fra forsvarsalliancen og deltage i fredsforhandlinger med Afghanistans regering.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker