Mindst 17 dræbt af bombe i Bagdad

Et selvmordsbombeangreb i Iraks hovedstad, Bagdad, har kostet mindst 17 mennesker livet og såret omkring 80. Flere af de dræbte er politifolk.

Angrebet fandt sted nær indenrigsministeriet og ødelagde regeringens kriminaltekniske hovedkvarter, siger en embedsmand i indenrigsministeriet.

Dødstallet kan stige, fordi der var mange mennesker inde i bygningen, da bilbombeangrebet fandt sted.

- Bygningen kollapsede kort efter eksplosionen, siger embedsmanden.

Eksplosionen forårsagede desuden stor skade på indenrigsministeriets bygning.

Angrebet kommer dagen efter, at en række tilsyneladende koordinerede bilbombeangreb dræbte 36 personer og sårede 71 andre i Bagdad. Bombeangrebene var rettet mod hoteller, der ofte benyttes af vesterlændinge og journalister.

Irakisk politi og amerikanske styrker har advaret om en stigning i volden i tiden op til parlamentsvalget den 7. marts.

/ritzau/AFP

Mindst 17 mennesker er døde i et selvmordsbombeangreb nær indenrigsministeriet i Bagdad. Angrebet ødelagde et kriminalteknisk hovedkvarter.

Offentliggjort Sidst opdateret