En af bomberne eksploderede ved en moské i det centrale Midan-distrikt, netop som folk var på vej ud af moskéen efter fredagsbønnen.
Statsligt tv viste blodige billeder af afrevne lemmer og blodpøle.
Umiddelbart inden eksplosionen ved moskéen lød et brag tæt ved en busstation, som ifølge aktivister ofte benyttes af de regeringsmilitser, der har til opgave at forhindre demonstrationer.
Butiksindehavere i området siger, at en Mercedes brød i brand, men at den eneste sårede var bilens fører.
Statsligt tv rapporterede endvidere om tre mindre eksplosioner i Damaskus, som sårede fire mennesker, samt om to eksplosioner i kystbyen Tartous, som sårede fem politifolk.
Statsligt syrisk tv beskylder "terrorister" - som er den betegnelse, myndighederne anvender om Assad-styrets modstandere - for at stå bag eksplosionen.
Men FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, kritiserer det syriske regime for ikke at leve op til de seks punkter i fredsplanen for Syrien.
Ban påpeger, at Syrien endnu ikke har trukket soldater og tunge våben ud af byerne, og udtrykker bekymring over rapporter om beboelsesområder, der beskydes.
Walid al-Bunni, der er et fremtrædende medlem af Syriens opposition, har ikke den store tiltro til, at Assad-styret vil følge fredsplanen, som indebærer at regimet skal tillade frie demonstrationer.
- Hvis planen, som tillader fredelige demonstrationer, indføres, vil millioner af syrere gå på gaden, og så vil regimet kollapse, siger han.
Fredag gik titusinder af demonstranter på gaderne rundt om i Syrien for at vise deres modstand mod præsident Bashar al-Assads styre.
Tre personer meldes dræbt, efter syriske sikkerhedsstyrker åbnede ild mod nogle af demonstrationerne, siger Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der overvåger situationen i landet.
Samtidig har sammenstød mellem oprørere og regeringsstyrker flere steder i landet kostet mindst tre soldater og en afhopper livet, tilføjer organisationen.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned