Mindst 17 personer er omkommet, og snesevis er såret ved en voldsom eksplosion i Myanmars finansielle centrum Yangon. Det siger øjenvidner og embedsmænd.
- Vi forsøger fortsat at få overblik over omfanget af ulykken, siger en embedsmand til nyhedsbureauet Reuters.
Flere forstæder til byen blev vækket, da eksplosionen fandt sted kort efter klokken to torsdag morgen lokal tid - klokken 20.00 torsdag aften dansk tid.
Øjenvidner siger, at eksplosionen skete i en bygning med butikker med blandt andet medicinsk udstyr og produkter.
- Vi hørte et meget højt brag, og derefter så vi ild og røg stige op fra stedet. Mange bygninger rystede. Vi forstår ikke, hvad der sker, siger et øjenvidne til udenlandske medier.
Årsagen til eksplosionen er tidligt torsdag ukendt. Men ifølge myndighederne er der ikke tale om en bombe.
Myanmar og Yangon har ellers været ramt af flere bombeeksplosioner over de seneste år.
Den 14. november i år eksploderede en bombe i den nordlige del af landet
og dræbte mindst 10 personer, deriblandt to kvinder. Mindst 23 - heraf 15 børn - blev såret ved eksplosionen.
I april mistede ni mennesker livet i tre bombeeksplosioner, mens mindst 75 blev såret. Det angreb var rettet mod en buddhistisk festival.
Regeringen siger, at eksilgrupper og militante etniske grupper har stået bag bomberne.
Myanmar er tidligere kendt som Burma - et navn, som militærjuntaen officielt ændrede i 1989.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker