Mindst 180.000 flygter ud af Libyen

Stadig flere flygter ud af Libyen af frygt for nye blodige sammenstød mellem tilhængere og modstandere af Muammar Gaddafi.

FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, siger torsdag, at mindst 180.000 mennesker er flygtet ud af landet, siden uroen begyndte for tre uger siden. Langt de fleste er flygtet inden for den seneste uge.

De fleste er søgt ud af landet over grænserne til Tunesien og Egypten, hvor internationale hjælpeorganisationer har opbygget store teltlejre og sendt mad og medicin til.

Torsdag var der igen lange køer ved grænseovergange ind i Tunesien, hvor 6000 kom over. Næsten 20.000 stod torsdag eftermiddag dog stadig og ventede på at komme ud af Libyen. Dermed er knap 90.000 flygtet til Tunesien siden 20. februar.

Lignende tal kommer fra grænsen mellem Libyen og Egypten. En embedsmand siger, at mellem 5000 og 6000 krydser grænsen til Egypten.

I Bruxelles siger en embedsmand, at EU har bevilget 225 millioner kroner i hjælp til de mange, der flygt fra uroen i Libyen.

Det er en tredobling af det beløb, som EU bevilgede onsdag, hvor 75 millioner kroner blev bevilget.

- Den tiltagende vold i Libyen har medført en stor humanitær krise lige uden for Europa. Derfor handler EU straks og med stor kraft, siger Kristalina Georgieva, der er EU-kommissær for humanitær bistand. /ritzau/dpa

Uroen i Libyen har sendt mindst 180.000 mennesker på flugt. EU bevilger 225 millioner kroner i hjælp.

Offentliggjort Sidst opdateret