Mindst 19 døde i lavine mellem Pakistan og Afghanistan

Der er ofte laviner på grænsen mellem Afghanistan og Pakistan. Desperate afghanere risikerer deres liv, når de krydser grænsen for at lede efter arbejde i Pakistan. (Arkivfoto/AFP) Foto: Mohd Rasfan/Ritzau Scanpix

En lavine i et bjergpas på den afghansk-pakistanske grænse har slået mindst 19 personer ihjel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mindst 19 personer er døde i en lavine mandag ved den afghansk-pakistanske grænse. Redningsfolk arbejder fortsat i området for at finde de mellem 15 og 20 personer, der stadig er savnede.

Lavinen fandt sted i Dangam-distriktet i Kunar-provinsen i det østlige Afghanistan.

Ofrene blev fanget i lavinen, mens de krydsede et bjergpas for at komme fra Afghanistan til Pakistan.

Ifølge Mawlawi Najibullah, der er talsperson for den militante Taliban-bevægelse, er der blandt de omkomne også personer fra en landsby i nærheden. De blev fanget i den dybe sne fra lavinen, da de forsøgte at redde folk ud.

- 19 døde er indtil videre blevet fundet, siger Mawlawi Najibullah.

Illegale krydsninger af den afghansk-pakistanske grænse er steget kraftigt i antal, siden Taliban tog kontrol over Afghanistan i august. Mange tusinder har mistet deres job, og landet er i krise.

Laviner er almindelige på bjerggrænsen. Alligevel er der hver dag afghanere, der ulovligt tager den farlige tur. Nogle håber på at kunne finde arbejde i Pakistan. Andre vil købe varer, som de kan sælge videre i Afghanistan.

I 2015 blev flere end 250 personer dræbt i en række laviner i Afghanistan.

Pakistan forsøger at bygge hegn langs hele den 2.670 kilometer lange grænse for at forhindre folk i at krydse den ulovligt.

Der har været spændinger mellem Afghanistan og Pakistan siden Talibans overtagelse i august. Senest blev der skudt over grænsen søndag, hvor fem pakistanske soldater blev dræbt.

Der er endnu ingen, der har taget skylden for angrebet, men det pakistanske militær mener, at der er tale om en terrorhandling, der muligvis er begået af pakistansk Taliban.

Pakistansk Taliban og Taliban-bevægelsen i Afghanistan er to separate grupper, der dog deler ideologi.