Mindst 25 dræbt af uvejr på Madeira

En storm med kraftig regn ramte lørdag den portugisiske ø Madeira i Atlanterhavet. Uvejret har været så kraftigt, at mindst 25 mennesker er omkommet.

Madeira er et yndet feriemål for danske turister i vinterhalvåret, og der befinder sig i øjeblikket flere hundrede danskere på øen. Men ingen danskere er kommer til skade på grund af uvejret, oplyser Udenrigsministeriet.

Uvejret har dog betydet, at udflugter for turisterne er blevet aflyst, og turisterne har været nødt til at tilbringe lørdagen indendørs.

Situationen på den populære ferieø er så alvorlig, at den portugisiske indenrigsminister Rui Pereira taler om, at Portugal måske har brug for hjælp fra EU.

Stormen og de store regnmængder har forårsaget oversvømmelser, væltede træer og jordskred især i den sydlige del af øen.

Mange mennesker er blevet evakueret, og i store områder er el- og telefonnettet brudt sammen.

Uvejret er det værste, der har ramt øen siden 1993, da en storm kostede otte mennesker livet.

Madeira ligger 900 kilometer sydvest fra Portugal og 500 kilometer fra Afrika.

/ritzau/AFP

Et voldsomt uvejr i Atlanterhavet har foreløbig kostet mindst 25 mennesker livet på den portugisiske ferieø Madeira. Ingen meldinger om danske tilskadekomne.

Offentliggjort Sidst opdateret