Mindst 25 dræbt i luftangreb i Aleppo
Udenrigsministre må mødes for at redde den sønderskudte våbenhvile, siger FN's Syrien-udsending.
Mindst 25 mennesker er døde i nye luftangreb, som det syriske styre har rettet mod oprørskontrollerede dele af landets største by, Aleppo.
Desuden er omkring 40 mennesker såret i angrebet, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Dødstallet ventes at stige, meddeler den britisk-baserede organisation, der via et netværk af rapportører og aktivister i Syrien følger situationen i landet.
Længere mod sydvest, i Hama-provinsen, beskød syriske kampfly fredag oprørsstillinger i et område, der grænser op til Latakia-provinsen, som er præsident Bashar al-Assads højborg.
Tidligere på ugen meddelte oprørsgrupper, at de vil indlede et nyt slag om Latakia som reaktion på regimets fortsatte luftangreb.
Voldsspiralen har fået de igangværende fredsforhandlinger i den schweiziske by Genève til at vakle faretruende - særligt fordi begge sider viser tegn på at ville optrappe volden.
Den største af de væbnede syriske oppositionsgrupper udvandrede tidligere på ugen fra forhandlingerne i protest mod luftangrebene.
Det fik fredag FN's særlige udsending, Staffan di Mistura, til at sige, at udenrigsministre fra nogle af stormagterne i Mellemøsten og den øvrige verden bør mødes i et forsøg på at redde våbenhvilen.
- Tiden er inde til at indkalde den internationale støttegruppe for Syrien, siger Mistura med henvisning til en gruppe lande, som - med USA og Rusland i spidsen - har indflydelse på parterne i Syrien.
Selv om oppositionen formelt er udvandret, siger Mistura, at han har haft uformelle men "meget, meget produktive" samtaler med nogle af oppositionens forhandlere, der er blevet i Genève, samt med den syriske regerings repræsentanter.
Mistura meddelte torsdag, at fredsforhandlingerne om Syrien vil fortsætte i næste uge i Genève.
Den amerikanske præsident, Barack Obama, slår ligeledes alarm over udviklingen.
- Jeg er dybt bekymret for, at våbenhvilen smuldrer, sagde han på et pressemøde i London fredag.
- Men hvis den faktisk gør, må vi prøve at samle den igen, samtidig med at vi går efter Islamisk Stat, sagde præsidenten.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub