Mindst 27 mister livet i voldsom orkan i Mexico
Orkanen Otis har ført til voldsomme ødelæggelser ved byen Acapulco og i andre områder. Foto: Francisco Robles/Ritzau Scanpix
Soldater og redningsfolk har torsdag arbejdet på at rydde op efter den dødelige orkan Otis.
Mindst 27 er døde, og fire personer er savnede efter orkanen Otis i Mexico.
Det oplyser landets regering torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Otis ramte natten til onsdag kystbyen Acapulco og delstaten Guerrero med stor kraft.
Det er en af de værste storme, der nogensinde har ramt den mexicanske stillehavskyst.
Tage er revet af huse og hoteller, telekommunikationen er hårdt ramt, og mange steder kan veje og landingsbaner ikke længere benyttes.
Torsdag har soldater og redningsfolk arbejdet hektisk på at rydde op i det kaos og de ødelæggelser, som Otis efterlod.
Lufthavnen i turistbyen har ifølge nyhedsbureauet dpa indstillet driften. Medier melder ifølge dpa, at tusindvis af turister sidder fast.
Borgere i Acapulco, som har knap 700.000 indbyggere, beskriver situationen som kritisk.
Nogle har måttet gå igennem mudder og murbrokker for at finde et sted med ly og mad.
- Acapulco er en total katastrofe, siger 24-årige Eric Hernandez til AFP.
Han har valgt at bevæge sig til fods.
- Parken blev fuldstændig ødelagt - bygninger og veje, fortsætter han.
- Butikkerne er alle blevet plyndret. Folk kæmper om ting. Så vi besluttede os for at gå, for der var ikke noget tilbage der.
Der er ifølge AFP også oplysninger om, at en flod er gået over sine bredder og har afskåret visse lokalsamfund fra resten af Acapulco.
Otis tog hurtigt til i styrke og blev en kategori-5 orkan efter den såkaldte Saffir-Simpson-skala.
- Det sker sjældent ifølge opgørelserne, at en orkan udvikler sig så hurtigt og med en sådan styrke, har Mexicos præsident, Andres Manuel Lopez Obrador, ifølge AFP udtalt.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker