Mindst 27 personer er dræbt i gadekampe i Tripoli
Mindst 27 personer er blevet dræbt og flere end 235 såret i et stort sammenstød mellem oprørsmilitser, politiet og bevæbnede indbyggere i Libyens hovedstad, Tripoli, rapporterer det libyske nyhedsbureau Lana.
Det er tredje gang på 10 dage, at gadekampe bryder ud i den libyske storby, hvilket understreger landets problemer med at håndtere de militser, der var med til at vælte diktatoren Muammar Gaddafi for to år siden.
Disse grupper har efterfølgende beholdt de våben, de blev udstyret med under konflikten med Gaddafi.
Fredagens blodsudgydelser er de værste i Tripoli i flere måneder. Det gik galt, da bevæbnede mænd affyrede skud mod hundredvis af demonstranter, der krævede, at oprørerne blev bortvist fra byen.
Det libyske sundhedsministerium opfordrer folk til at donere blod, mens flere og flere sårede ankommer til hospitalerne i Tripoli.
Den libyske premierminister, Ali Zeidan, kræver fredag aften, at alle bevæbnede militser straks forlader hovedstaden.
- Eksistensen af våben uden for hæren og politiet er farlig, fastslår han over for journalister.
- Alle bevæbnede militser må straks forlade Tripoli. Uden undtagelser, lyder opfordringen fra regeringschefen.
Ali Zeidan blev i oktober bortført af en oprørsgruppe, der går under navnet De Libyske Revolutionæres Operationsrum. Han blev frigivet et par timer senere.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet