Mindst 35 dræbt ved buseksplosion i Indien

Mindst 354 mennesker er døde, efter at maoistiske oprørere har sprængt en bus med politifolk og civile i luften i den centrale indiske delstat Chhattisgarh, oplyser en embedsmand.

- 11 af de 35 omkomne er politifolk. Dertil kommer, at 15 personer, hvoraf 14 er politifolk, blev såret ved eksplosionen, siger Chhattisgarhs delstatsminister, Raman Singh, til journalister i statens hovedstad Raipur.

Han tilføjer, at et ukendt antal lig fortsat befinder sig i det minesprængte busvrag efter mineangrebet i Dantewada distriktet, der betegnes som en maoistisk højborg, hvor ekstremister dræbte 75 politimænd i sidste måned i et baghold.

- Drabet på uskyldige civile buspassagerer skal på det kraftigste fordømmes af alle rettænkende mennesker, siger Indiens indenrigsminister, G.K. Pillai, til journalister i New Delhi.

Sikkerhedsfolkene blandt de døde og sårede var ifølge vicepolitichef S.R. Kalluri særlige politifolk, der er rekrutteret blandt civilbefolkningen for at støtte sikkerhedsstyrker i anti-maoistiske operationer.

De venstreorienterede oprørere har optrappet deres angreb som svar på en regeringsoffensiv, der begyndte i slutningen af sidste år i skovene i den såkaldte "røde korridor", der strækker sig i det nordlige og østlige Indien.

Oprøret begyndte i staten Vestbengalen i 1967 for at forsvare oprindelige folks rettigheder, men angrebene har siden spredt sig til 20 af Indiens 28 stater.

Regeringen har indtil nu undladt at indsætte militæret mod oprørere, selv om de seneste drab på politifolk og civile har medført krav om et større angreb på maoisterne.

/ritzau/AFP

Maoistiske oprøreres mineangreb på en bus i Indien koster mindst 35 mennesker livet. Blandt ofrene er 11 politifolk, mens resten er civile.

Offentliggjort Sidst opdateret