Mindst 36 mennesker mister livet i busulykke i tunnel i Kina
Mindst 36 mennesker blev dræbt, da en bus sent torsdag aften bragede ind i en betonvæg i en tunnel i Qinling-bjergene i provinsen Shaanxi. Foto: /ritzau/AP/(xinhua Via Ap)
/ritzau/AP/(xinhua Via Ap)
Mindst 36 er dræbt og 13 andre såret, efter en bus er braget ind i en væg i en tunnel i det nordvestlige Kina.
Mindst 36 mennesker er dræbt, og 13 andre er såret, i en trafikulykke på en motorvej i det nordvestlige Kina.
Det rapporterer det kinesiske nyhedsbureau Xinhua fredag morgen lokal tid.
Ulykken skete, da en bus sent torsdag aften bragede ind i en betonvæg i en tunnel i Qinling-bjergene i provinsen Shaanxi.
Bussen var på vej fra byen Luoyang i det centrale Kina til Chengdu, hovedstaden i den sydvestlige provins Sichuan.
Ifølge nyhedsmediet Sina havde bussen kapacitet til 51 passagerer. 49 mennesker var om bord på bussen, da ulykken indtraf, heriblandt to børn.
Xinhua rapporterer, at de sårede er fragtet til hospitalet, og at redningsindsatsen fortsat er i gang.
Ifølge tv-mediet China Central Television har minister for offentlighed sikkerhed i Kina Guo Shengkun beordret en hurtig undersøgelse af ulykken.
Motorvejsulykker er almindelige i Kina. Det skyldes blandt andet høje hastigheder, aggressiv kørsel og for tæt kørsel.
I juli blev 11 mennesker dræbt og ni såret, da en bus med 19 passagerer kolliderede med en lastbil på en motorvej i den nordlige Hebei-provins.
I marts blev ti mennesker dræbt og 38 såret, da en bus kolliderede med en cementbil i den sydvestlige provins Yunnan.
I december sidste år blev mindst 18 mennesker dræbt, da en minibus kørte i en sø i den centrale by Wuhan.
Og i november mistede 17 mennesker livet, da 56 køretøjer forulykkede i et harmonikasammenstød i Shanxi-provinsen.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, vurderer, at trafikulykker hvert år dræber omkring 260.000 mennesker i Kina.
Imens oplyser de kinesiske myndigheder, at der i 2015 skete 180.000 trafikulykker med 58.000 dødsfald til følge.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet