Mindst 37 er dræbt under skudkampe i fængsel i Venezuela
Ildkamp mellem indsatte, som havde overtaget kontrol med fængsel, og sikkerhedsstyrker endte i et blodbad.
Mindst 37 personer er dræbt i optøjer i et fængsel i det sydlige Venezuela. Det oplyser guvernøren i delstaten Amazonas, hvor fængslet ligger.
Det skriver blandt andet nyhedsbureauet AFP.
Ifølge guvernør Liborio Guarulla kom det natten til onsdag lokal tid til ildkamp mellem indsatte og sikkerhedsstyrker i fængslet i byen Puerto Ayacucho.
Sikkerhedsstyrker rykkede ind på fængselsområdet ved midnatstid i et forsøg på at genoprette ro og orden i fængslet. De indsatte havde for flere uger siden overtaget kontrollen med fængslet.
- Gennem hele natten hørte vi skudvekslinger og eksplosioner, siger Guarulla til nyhedsbureauet AP.
Statsanklageren i Venezuela efterforsker hændelsen. Ud over de dræbte er 14 fængselsbetjente kommet til skade.
Mange af Venezuelas fængsler er berygtede for at være overfyldte. Voldelige sammenstød mellem enten grupper af indsatte eller mellem fanger og ansatte i fængslerne er ikke noget særsyn.
I april i år mistede mindst 12 personer livet i en ildkamp mellem indsatte i et fængsel i den østlige delstat Anzoategui.
Kritikere sagde i den forbindelse ifølge Reuters, at fængslerne i Venezuela kontrolleres af bander, der har adgang til automatvåben og endda håndgranater.
I 2013 mistede 61 personer livet i lignende optøjer i et andet af Venezuelas omkring 30 fængsler.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker