Mindst 40 meldes dræbt under flyangreb mod marked i Sudan
Soldater i Sudans hovedstad, Khartoum, der ledes af kommandanten Mohamed Hamdan Daglo. Styrken har siden april bekæmpet hærchefen Abdel Fattah al-Burhan og Sudans hær. Sidstnævnte kontrollerer luftrummet over Khartoum. Foto: Hussein Malla/Ritzau Scanpix
Flyangreb mod marked i Khartoum er det værste enkeltangreb under den fem måneder lange borgerkrig.
Mindst 40 mennesker er søndag dræbt under et flyangreb mod et marked i Sudans hovedstad, Khartoum.
Det oplyser en lokal skadestue og lokale aktivister.
Det er det enkeltangreb, som har kostet flest ofre i den snart fem måneder lange borgerkrig mellem rivaliserende hærenheder.
Angrebet kommer efter stadig mere intense kampe i beboede områder.
- Cirka klokken 7.15 bombede et militærfly området ved Qouro-markedet, oplyser en lokal modstandskomité.
Modstandskomitéen er en af mange grupper, der tidligere var med til at arrangere prodemokratiske demonstrationer, men som nu under borgerkrigen yder hjælp og assistance.
Komitéen siger, at den forventer flere døde efter morgenens flyangreb.
Næsten 7500 mennesker er dræbt, siden kampene brød ud 15. april. Sådan lyder et konservativt skøn fra organisationen Armed Conflict Location and Event Data Project.
Dødstallet formodes at være langt højere. Ingen af parterne i borgerkrigen har sikret sig et overtag.
Det er Sudans hærchef, general Abdel Fattah al-Burhan, der siden april har været i åben krig med den rivaliserende styrke, som ledes af hans tidligere næstkommanderende, Mohamed Hamdan Daglo.
Det sker i en periode, hvor Sudan ellers så ud til at være på vej mod et civilt styre efter mange års autoritær ledelse.
Det er ikke umiddelbart oplyst, hvem af parterne der står bag søndagens flyangreb i Khartoum.
Men det er kendt, at al-Burhans styrker har kontrollen i luften over hovedstaden, mens Mohamed Hamdan Daglos styrker dominerer i byens gader.
Over 2,8 millioner borgere i Khartoum er flygtet fra byen. Inden april boede der cirka fem millioner mennesker.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker