Mindst 47 omkommet ved skælv i Chile

Et skælv, der blev målt til 8,8, rystede lørdag flere byer i Chile og udløste en tsunami, som kan have forårsaget større ødelæggelser på Chiles kyst.

Chiles præsident, Michelle Bachelet, siger, at mindst 47 er omkommet.

- Jeg kan sige, hvad vi ved indtil videre. Men med skælv med denne styrke, kan vi ikke udelukke flere omkomne, hedder det i en udtalelse fra præsidenten, som arbejder tæt sammen med en nedsat krisestab.

Der er blevet udsendt advarsler om tsunamifare i en række lande - Peru, Ecuador, Colombia, Panama, Antarktis og Costa Rica. Meteorologisk instituttet i Japan advarer om, at en tsunami kan være udløst i store dele af Stillehavet efter skælvet ved Chile.

Skælvets epicenter var 91 kilometer nordøst for den chilenske by Concepcion og 110 sydvest for Talca, oplyser USA's Geologiske Overvågningscenter (USGS). Centeret opfordrede myndighederne til at "reagere passende". Skælvet er sket i 35 kilometers dybde.

Folk strømmede ud i gaderne i Chiles hovedstad Santiago, hvor bygninger blev rystet, og hvor strømforsyningerne blev afbrudt i flere bydele. Journalister siger, at mure og vægge kollapsede en del steder.

Skælvet natten til lørdag blev fulgt af to hurtig efterskælv, som blev målt til 6,2 og 5,6 på Moment Magnitude Skalaen, der stort set modvarer den gamle richterskala. Flere kraftige efterskælv fulgte seks timer efter skælvet.

I 1960 blev Chile ramt af det største skælv, der nogensinde er blevet målt. Skælvet på 9,5 ødelagde den sydlige by Valdivia, hvor 1655 mennesker blev dræbt. Skælvet udløste en tsunami, som ramte Påskeøen 3700 kilometer væk og fortsatte til Hawaii, Japan og Filippinerne.

/ritzau/AFP

Et voldsomt jordskælv på 8,8 ud for Chiles kyst udløste tsunami i Stillehavet. Chiles præsident siger, at 47 personer er omkommet.

Offentliggjort Sidst opdateret