Mindst 50 dræbt i eksplosion under bryllup i Tyrkiet
Selvmordsbomber var kun mellem 12 og 14 år, siger Tyrkiets præsident, Recep Erdogan. 69 meldes såret.
Mindst 50 mennesker blev dræbt lørdag, da en selvmordsbomber på kun 12-14 år detonerede sine sprængstoffer mellem mennesker, der dansede ved en bryllupsfest i den sydlige tyrkiske by Gaziantep, siger den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.
Erdogan siger, at 69 blev såret ved bombeanslaget. 17 af dem blev hårdt såret.
Erdogan har i en skriftlig erklæring sagt, at det "sandsynligvis" er Islamisk Stat, som står bag den blodige bombemassakre.
- Vores land og vores nation har igen kun ét budskab til dem, der angriber os - I vil ikke lykkes, hedder det i erklæringen fra præsidenten.
Guvernøren, Ali Yerlikaya, har tidligere kaldt bombeeksplosionen for et terrorangreb.
Mahmut Togrul, som er et kurdisk medlem af det tyrkiske parlament for det prokurdiske parti HDP, siger til Reuters, at angrebet skete ved et kurdisk bryllup.
- Festen var ved at slutte, da den kæmpemæssige eksplosion skete. Der var blod og legemsdele alle vegne, siger den 25-årige Veli Can.
- Myndighederne har fundet rester af en selvmordsvest på stedet, siger anklagemyndigheden i Gaziantep til den tyrkiske tv-station CNN-Turk.
Mindst 12 af dødsofrene blev begravet søndag, men mange begravelser må udsættes.
- Mange dræbte blev sprængt i stykker. Det er nødvendigt med tidskrævende DNA-tests for at identificere dem, siger sikkerhedskilder.
I udtalelsen fra Erdogan hedder det også, at der "ikke er nogen forskel" på Islamisk Stat, den kurdiske oprørsgruppe PKK og Gülen-bevægelsen.
Regionen har været ramt af tre angreb alene i den forløbne uge. Ifølge myndighederne står den kurdiske oprørsgruppe PKK bag alle tre angreb.
Tidligere har også Islamisk Stat taget skylden for en række angreb i Tyrkiet, der deler grænse med både Syrien og Irak, hvor den ekstremistiske gruppe har indtaget store områder.
Foruden truslen fra PKK og Islamisk Stat har der været uro i Tyrkiet, efter at dele af militæret i juli uden held forsøgte at kuppe sig til magten.
Tyrkiet frygter, at en styrkelse af militante kurdiske grupper i Syrien vil styrke og opflamme kurdiske oprørere i Tyrkiet.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned