Mindst 50 meldes dræbt i angreb mod flygtningelejr i Gaza
En palæstinensisk mand bærer tirsdag et af ofrene væk fra de bombede huse i flygtningelejren Jabalia, mens andre fortsætter eftersøgningen efter overlevende. Foto: Stringer/Reuters
Ifølge hospitalsdirektør og ministerium i Gaza er mange dræbt i nyt luftangreb. Flere ligger under ruinerne.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Mindst 50 mennesker er tirsdag blevet dræbt i et israelsk luftangreb mod flygtningelejren Jabalia i den nordlige del af Gazastriben.
Det meddeler direktøren for et af hospitalerne i enklaven til tv-stationen al-Jazeera.
Også sundhedsministeriet i det Hamas-kontrollerede område siger, at der er et halvt hundrede dræbte i flygtningelejren.
Desuden melder ministeriet også om 150 sårede. Dertil kommer et ukendt antal mennesker, der er begravet under murbrokker, skriver ministeriet i en meddelelse.
En video fra nyhedsbureauet AFP viser mindst 47 lig, der er gravet ud af ruinerne.
Annonce
Israels hær bekræfter, at den har bombet flygtningelejren. Angrebet var rettet mod en Hamas-kommandant, Ibrahim Biari, som angiveligt var involveret i angrebet mod Israel 7. oktober.
Men det afviser Hamas, som skriver på beskedtjenesten Telegram, at Israels påstand er "en grundløs løgn".
Ragheb Aqal, som bor i flygtningelejren, beskriver angrebet som "et jordskælv", der rystede hele lejren.
- Jeg gik ud og så ødelæggelserne. Hjem er begravet under murbrokkerne, og der er ligdele og martyrer og sårede i stort tal, fortæller den 41-årige palæstinenser til AFP.
- Det er ikke overdrevet, når de taler om hundredvis af martyrer og sårede.
Han tilføjer, at folk stadig "transporterer resterne af børn, kvinder og ældre" ud af ruinerne.
Den norske læge Mads Gilbert, som tidligere har arbejdet på Gazas hospitaler under konflikter mellem Hamas og Israel, siger til al-Jazeera, at hans kontakter i Gazastriben melder om cirka 100 dræbte og 300 sårede.
Ifølge hans kilder er 15 huse i flygtningelejren blevet ramt af israelske luftangreb.
Palæstinensere leder efter overlevende i flygtningelejren Jabalia i den nordlige del af Gazastriben tirsdag. Foto: Stringer/Reuters
Israels militær har flere gange opfordret palæstinensere i Gazastriben til at søge mod syd nær grænsen til Egypten.
Annonce
En unavngiven israelsk embedsmand siger tirsdag til nyhedsbureauet Reuters, at militæret på nuværende tidspunkt har fokus på den nordlige del af enklaven. Siden kommer turen til syd, siger vedkommende.
Israel har foretaget tusindvis af luftangreb og er rykket ind på landjorden i den nordlige del af Gazastriben.
Det sker som svar på Hamas' angreb på Israel 7. oktober, hvor over 1400 mennesker blev dræbt. Omtrent 1100 af dem var civile, har Israel oplyst.
I Gazastriben er mindst 8525 mennesker dræbt, meddelte sundhedsministeriet i den Hamas-kontrollerede enklave tidligere tirsdag.
Hamas, som Israel har som erklæret mål at udrydde, er på EU's, USA's og Israels lister over terrororganisationer.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker