Mindst 52 dræbt i angreb mod helligdom i Pakistan
Pakistanere samlet udenfor skadestuen ved et hospital i byen Karachi efter at have hørt nyheden om den bombe, der var rettet mod en sufi-helligdom i den urolige Baluchistan-provins. Foto: AP/Fareed Khan
AP/Fareed Khan
Sufi-mausoleum blev ramt af en bombe, mens hundreder var samlet til bøn indenfor. Islamisk Stat tager skylden.
Mindst 52 personer er dræbt og 105 andre såret, efter en bombe eksploderede ved helligdommen Shah Noorani i det sydvestlige Pakistan.
Det siger indenrigsministeren i Baluchistan-provinsen, Sarfaraz Bugti, til nyhedsbureauet AFP.
Han tilføjer, at det ikke umiddelbart er klart, om bomben var et selvmordsangreb, eller om en bombe på forhånd var placeret på stedet.
Islamisk Stat har taget skylden for det blodige angreb og siger, at en selvmordsbombemand udførte det, skriver Reuters.
Eksplosionen skete, da op mod 600 mennesker befandt sig i helligdommen for at bede, meddeler pakistansk tv.
I weekenden kører mange troende den tre timer lange tur fra havnebyen Karachi op til Shah Noorani-mausoleet i bjergene, oplyser en lokal embedsmand til Geo TV.
- Hver dag omkring solnedgang er der dhamaal (rituel dans, red.) her, og der kommer mange mennesker for det, siger Nawaz Ali, som er kustode ved helligdommen.
Snesevis af sårede bliver bragt til behandling i byen Hub og i den store havneby Karachi, som ligger omkring 100 kilometer mod syd.
Men helligdommen ligger i et afsides og bjergrigt område, hvor det tager tid for redningsmandskab og ambulancer at komme frem, skriver Dawn.
Hæren har sendt 100 soldater, fire lægehold og 45 ambulancer til stedet for at hjælpe de sårede. To helikoptere er også sendt med på redningsmissionen.
Shah Noorani-mausoleet er en helligdom for sufier, der er et mindretal inden for islam. Sufier kaldes islams mystikere. De samles ofte til meditation, som tit ledsages af musik og dans.
Mausoleet ligger i delstaten Baluchistan, som er den største, fattigste og mest urolige provins i Pakistan.
Yderliggående islamistiske grupper foretager jævnligt angreb i Baluchistan.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde