Mindst 70 er døde efter eksplosion i tankbil i Nigeria
Brandmænd har slukket den kraftige brand fra to tankbiler i det nordlige Nigeria. Mindst 70 mennesker er døde i eksplosionen. Foto: Arise News/Ritzau Scanpix
De fleste af dødsofrene er fattige lokale indbyggere, der ville hente benzin fra den forulykkede tankbil.
Mindst 70 mennesker er døde, mens 56 andre er kvæstet i det nordlige Nigeria, efter at en tankbil lørdag væltede og lækkede benzin, hvilket førte til en eksplosion.
Det meddeler katastrofemyndigheder i det afrikanske land ifølge Reuters.
- De kvæstede er bragt på hospitalet, mens de døde er ved at blive hentet ud, lyder det i en meddelelse fra Nigerias nationale katastrofemyndighed.
Eksplosionen har desuden ødelagt mindst 15 butikker i området.
Lørdagens eksplosion fandt sted i delstaten Niger.
De fleste af ofrene er fattige lokale indbyggere, der ville hente benzin fra den forulykkede tankbil.
Det siger Kumar Tsukwam, som er chef for trafiksikkerhed i delstaten.
- Tankbilen brød i brand, og den brand bredte sig til en anden tankbil, siger han.
Der var to tankbiler på stedet, fordi det selskab, der ejede den forulykkede tankbil, havde hentet en anden tankbil til stedet i et forsøg på at overføre lasten af brændstof til den.
Det siger generaldirektøren for Niger-delstatens katastrofemyndigheder til den nigerianske avis Vanguard.
Den benzin, der lækkede fra den forulykkede tankbil, eksploderede, da den kom i kontakt med en generator, der skulle pumpe benzinen videre til den anden tankbil, siger han.
Det er ikke første gang, at et stort antal mennesker dør i den form for ulykke i Nigeria.
I oktober mistede 147 mennesker livet i delstaten Jigawa, da en tankbil forulykkede, og benzin fossede ud.
Fattige indbyggere i Jigawa samledes også her rundt om tankbilen for at få brændstof, da den eksploderede.
Ulykken i oktober var en af de værste af sin art, som Nigeria nogensinde har oplevet.
Denne type eksplosioner og efterfølgende høje dødsfald er ikke usædvanlige i Nigeria, der er Afrikas største olieproducent.
Landet er ramt af den værste økonomiske krise i årtier.
Siden præsident Bola Tinubu i maj 2023 fjernede statsstøtte på benzin, er priserne steget mere end 400 procent.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde