Mindst fire meldes dræbt i masseskyderi i Georgia
Den formodede gerningsmand bag masseskyderi i Georgia, USA, er på fri fod, oplyser talskvinde.
Mindst fire personer er dræbt i et masseskyderi i delstaten Georgia i USA.
Det oplyser myndigheder lørdag ifølge nyhedsbureauet AP.
Skyderiet fandt sted lørdag morgen lokal tid i byen Hampton, som ligger cirka 65 kilometer syd for delstatens hovedstad, Atlanta.
Den formodede gerningsmand er fortsat på fri fod, oplyser Melissa Robinson, en talskvinde for distriktsregeringen, til AP.
- Jeg kan bekræfte, at fire personer er omkommet.
- Som det er lige nu, er den mistænkte stadig på fri fod, siger hun.
Politiet i Hampton har lørdag aften dansk tid ikke yderligere oplysninger. Et pressemøde ventes senere, hvor politiet vil offentliggøre yderligere detaljer.
Adskillige lokale retshåndhævende myndigheder hjælper med efterforskningen af sagen.
I USA har der i år været over 380 masseskyderier, viser data fra Gun Violence Archive, der laver statistik på området.
Masseskyderier er defineret som hændelser, hvor mindst fire personer bliver skudt.
I løbet af årets første seks måneder havde der ifølge AP været 28 massedrab. Massedrab er defineret ved, at mindst fire personer er dræbt.
140 personer har mistet livet i forbindelse med massedrab i USA fra 1. januar til 30. juni. Det er ifølge AP de dødeligste seks måneder, hvad angår massedrab, siden i hvert fald 2006, hvor deres tal går tilbage til.
Skudvåben har været involveret i alle de registrerede massedrab bortset fra et.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet