Mindst ni dræbt af bombe mod volleyballkamp i Afghanistan
En motorcykel med sprængstoffer eksploderede ved en volleybane i Afghanistan. Mindst ni er døde og 33 såret.
Et selvmordsbombeangreb mod en volleyballkamp i det sydøstlige Afghanistan har søndag kostet mindst ni mennesker livet og såret 33 andre.
- Det er som et blodbad der, mange mennesker ligger dræbt eller såret, siger et øjenvidne til nyhedsbureauet AFP.
De foreløbige oplysninger viser, at alle de dræbte er civile, siger en talsmand for indenrigsministeriet.
Angrebet fandt sted i Paktika-provinsen tæt ved grænsen til Pakistan, hvor det militante Haqqani-netværk står stærkt. Netværket har siden 2012 været opført på USA's liste over terrororganisationer.
Politichefen i Paktika-provinsen siger, at der er 10 dræbte. Han tilføjer, at der er flere børn blandt de 33 sårede.
- Fjenden havde placeret sprængstoffer på en motorcykel og bragte dem til sprængning på kanten af volleybanen, mens kampen var i gang, siger politichefen, Zarawar Zahid.
Målet for selvmordsbombeangrebet menes at have været embedsmænd, der var tilskuere til kampen.
Ingen gruppe har umiddelbart taget skylden for angrebet, der kommer lige i kølvandet på den muslimske eid-højtid, hvor antallet af angreb var gået ned.
Volleyball, som er en populær sport i Afghanistan, var i lighed med mange andre sportsgrene forbudt under Taliban-styret fra 1996 til 2001.
I november sidste år blev 57 mennesker dræbt, da et selvmordsbombeangreb ramte en volleyballkamp i samme provins.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker