Ukendte gerningsmænd har skudt og dræbt mindst ni personer i den nordnigerianske by Tafawa Balewa. Det siger en lokal religiøs leder.
Samtidig er myndighederne ved at ophæve et udgangsforbud i byen Kano, hvor 162 mennesker blev dræbt af mindst 12 bomber sent fredag.
- Vi har foreløbigt fundet ni døde og 12 sårede, siger Bukata Zhyadi, en leder for kristne i området.
Han anklager medlemmer af den muslimske gruppe Hausa-Fulani for at stå bag drabene, som er sket i løbet af natten til søndag.
Drabene kommer kun godt et døgn efter, at 162 personer blev dræbt af mindst 12 bomber i en anden nordnigeriansk by - Kano.
Et udgangsforbud, som politiet indførte lørdag for at stoppe yderligere voldshandlinger, blev langsomt ophævet søndag sideløbende med, at eftersøgningen efter de formodede gerningsmænd fortsætter.
Den lokale guvernør har meddelt, at udgangsforbuddet i de kommende dage kommer til at gælde ved nattetid, men at indbyggerne får lov til at bevæge sig frit i dagtimerne.
Den muslimske gruppe Boko Haram har taget skylden for de mange dødelige bomber og siger, at aktionen skyldes, at myndighederne ikke vil løslade fængslede medlemmer af gruppen.
Det nordlige Nigeria har i de seneste uger været ramt af omfattende sekterisk vold. Boko Haram menes at stå bag adskillige angreb på kristne og myndighedspersoner.
Boko Haram ønsker at indføre sharialove og afskaffe demokratiet i Nigeria.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker