Mindst otte har mistet livet og 25 er sårede, efter krydstogtskibet Costa Concordia med 4200 om bord stødte på grund fredag aften ved den italienske kyst. Det oplyser italienske medier.
Passagererne hørte et ordentligt brag og blev i første omgang informeret om, at skibet var blevet stoppet på grund af en elektrisk defekt, og at de derfor skulle tage redningsveste på, fortæller en passager til ANSA og fortsætter:
- Vi var midt i aftensmaden, da lysene pludseligt gik ud, og vi hørte et kæmpe brag og en knagende lyd.
Skibet begyndte at tage vand ind og flere passagerer sprang i vandet.
3200 passagerer og omkring 1000 besætningsmedlemmer er nu blevet evakueret. Ifølge nyhedsbureauet Ansa mangler redningsmandskab stadig at evakuere omkring 300 passagerer.
- Det blev kulsort og derefter udbrød der fuldstændig panik, siger den svenske avis Aftonbladets medarbejder Ingalill Mosander, som befandt sig på skibet.
- Vi tror, at vi gik på grund, og at skibet så begyndte at tage vand ind. Det blev uhørt dramatisk, hvilket var helt unødvendigt, siger Ingalill Mosander.
- De sagde bare, at der var tekniske problemer, og at de skulle ordne det. Det var meget dårligt organiseret, siger Aftonbladets medarbejder.
Der er tale om et krydstogtskib, som sejler med passagerer fra mange europæiske lande - og ifølge Aftonbladets udsendte, er der adskillige svenskere om bord.
Hun kan dog ikke oplyse om, hvorvidt der var danskere på skibet. Udenrigsministeriets borgerservice er ved at undersøge sagen, oplyser de til Ritzau tidligt lørdag morgen.
Der er heller ikke officielle meldinger om danske passagerer om bord, da redningsarbejdet stadig er i fuld gang. Blandt passagererne var 1000 italienere, 500 tyskere og omkring 150 franskmænd.
Costa Concordia er et af de største skibe i Costa-flåden. Det har 1500 kabiner og ikke mindre end fem restauranter.
Derudover er der adskillige sportsfaciliteter og et spaområde på 6000 kvadratmeter.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde