Minearbejdere fanget efter indisk strømsvigt
Hundreder af minearbejdere sidder fanget i en kulmine i det østlige Indien, efter at et gigantisk strømsvigt har mørklagt halvdelen af landet.
- Vi forsøger at redde minearbejderne. Vi gør alt, hvad vi kan får at få strømforsyningen op at køre igen. Vi har brug for strømmen for at få undergrundselevatorerne til at køre, siger minister for staten Vestbengalen Mamata Banerjee.
Hun siger, at "hundreder" af minearbejdere er spærret inde i kulminer fra det statsejede mineselskab Eastern Coalfields Ltd i Burdwan, der ligger omkring 180 kilometer nordvest for storbyen Kolkata.
Det er anden dag i træk, at en kolossal strømafbrydelse rammer Indien, og omkring 600 millioner mennesker er berørt.
Strømmen i det folkerige land satte ud midt på arbejdsdagen klokken 13 lokal tid, da regionale el-netværk kollapsede.
Lufthavne og større hospitaler kan ved hjælp af nødgeneratorer fortsætte deres daglige gøremål, men store dele af samfundet risikerer at gå i stå. Alene i Delhi står 400 tog i metroen stille.
Også Kolkata er uden strøm, ligesom resten af den omkringliggende stat Vestbengalen, da Indiens østlige el-netværk, der sørger for strøm i fem stater, kollapsede på grund af overbelastning.
- Over 200 minearbejdere sidder fast i flere kulminer. De kan ikke komme ud, før strømmen er tilbage, siger Niladri Roy, der er leder for Eastern Coalfields i Kolkata.
Niladri Roy fortæller, at minearbejderne er blevet bedt om at rykke sig til områder af minerne, hvor der er bedre ventilation. Redningsarbejdere forsøger samtidig at bringe mad og vand til minearbejderne.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde