Minerydning i Libyen kan tage to år

Gaderne i Libyens tredjestørste by, Misrata, ligger øde hen efter torsdagens fejring af Muammar Gaddafis død. Men eks-diktatorens endeligt fjerner langt fra alle problemer i det nordafrikanske land.

Folkekirkens Nødhjælps mineryddere skal nu forsøge at fjerne de mange sprængladninger, der er gravet ned på de kamppladser, der snart bliver forladt.

- Der er en kolossal opgave. Det kommer til at tage mindst et år, måske to at fjerne minerne mellem frontlinjerne, vurderer lederen af organisationens mineprogram, Andy Mattingley, over for Ritzau.

Han frygter, at de mange miner kommer til at skade civilbefolkningen.

- Der vil begynde at komme flere folk gennem de områder, hvor der har været kampe, og det kan betyde en stigning i antallet af ulykker, vurderer minerydderen.

Den slags bekymringer synes dog ikke at præge befolkningen i Misrata, hvor Andy Mattingley holder til. Torsdagen var således en lang fejring af Gaddafis død.

- Alle var på gaden for at feste, folk kørte rundt i biler og dyttede. Der blev affyret skud natten igennem, og det var ikke kun almindelige AK-patroner, men temmelig store kalibrere, der blev fyret op i luften, fortæller minerydderen.

Sammen med sine kolleger valgte han at holde sig indendørs af frygt for de mange fritflyvende projektiler. Fredag morgen har festen fortaget sig, og byen ligger stille hen.

- Fredag er den hellige bededag for muslimerne, så der er meget, meget roligt. Der sker intet, forklarer Andy Mattingley.

Han glæder sig på libyernes vegne over diktatorens død.

- Vi er nogle stykker, som er kommet her løbende siden 2007, og i lang tid oplevede vi et deprimeret folk, der har gået rundt med bøjet hoved, forklarer minerydderen.

- Da vi kom herned i maj (efter oprøret var brudt ud, red.), var det første, vi bemærkede, at folk gik rundt med rank ryg og smilede. De havde fået deres stolthed igen, konstaterer han.

/ritzau/

Gaddafis fald betyder ikke, at arbejdet er slut for nødhjælpsorganisationerne i Libyen.

Offentliggjort Sidst opdateret