Den nigerianske regering mener, at det kun er godt, at sikkerhedssoldater skød og dræbte en islamistisk sektleder, efter at han var blevet anholdt.
Drabet på en tilbageholdt sektleder, der forinden havde stået i spidsen for en blodig, islamistisk opstand i det nordlige Nigeria, er en lettelse for landet, sagde en minister fredag.
Lederen af "Taliban"-sekten, Mohammed Yusuf, blev skudt, efter at regeringssoldater pågreb ham sent torsdag. En politimand, der var til stede, siger, at Yusuf tiggede om nåde, inden han blev skudt.
Nigerias informationsminister, Dora Akunyili, siger, at selv om hun ikke er på det rene med omstændighederne omkring sektlederens død, er hans død en lettelse for landet.
- Det er det bedste, der kunne ske for Nigeria, siger hun til det franske nyhedsbureau AFP. Samtidig påpeger hun, at regeringen vil gøre alt, hvad den kan, for at respektere menneskerettighederne.
Akunyili siger, at hvis Yusuf ikke var død, ville urolighederne have spredt sig til andre dele af det nordlige Nigeria. Siden søndag har opstanden kostet flere end 600 mennesker livet i de nordlige delstater Borno, Kano, Yobe og Bauchi.
- Lederen af denne sekt er af samme skuffe som Osama bin Laden, og derfor fortjener de nigerianske sikkerhedsstyrker ros. Han ville have løbet os over ende og dræbt både muslimer og kristne, siger den nigerianske informationsminister.
Ministerens udtalelser faldt, efter at Human Rights Watch i New York og andre menneskeretsgrupper opfordrede Nigerias regering til at undersøge omstændighederne bag Yusufs død.
- Vi opfordrer de nigerianske myndigheder til straks at efterforske og retsforfølge dem, der er ansvarlige for dette summariske drab, siger Eric Guttschus, Nigeria-ekspert ved Human Rights Watch.
- Drabet på hr. Yusuf demonstrerer en total mangel på respekt for retsstatsprincipper og de mest fundamentale menneskerettigheder, tilføjer han.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde