Minister-favorit i knibe: Indrømmer fejl

Hun bliver spået som favorit til at tage over efter Hillary Clinton som USA's udenrigsminister, men FN-ambassadør Susan Rice har dog problemer med at overbevise flere republikanske senatorer om, at hun er et godt valg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag måtte hun på et møde med de politiske modstandere indrømme, at hun har givet fejlagtige oplysninger videre i sagen om angrebet på det amerikanske konsulat i libyske Benghazi, hvor ambassadøren Christopher Stevens og tre andre omkom.

Til trods for indrømmelserne er flere republikanske senatorer ikke overbeviste. De beskylder Rice for at have vildledt befolkningen.

Angrebet på konsulatet 11. september udløste et større politisk skænderi om, hvem der viste hvad og hvornår.

Rice sagde i en række tv-interviews, at angrebet var opstået spontant på grund af demonstrationer mod en amerikansk produceret anti-islam-film. Senere kom det frem, at angrebet sandsynligvis var begået af folk med forbindelse til al-Qaeda.

Rice mødtes tirsdag lokal tid med tre senatorer, John McCain, Lindsey Graham og Kelly Ayotte, der har truet med at blokere for hendes nominering til minister, hvis præsident Barack Obama giver hende en plads i regeringen - sandsynligvis som udenrigsminister.

- Vi er bekymrede for mange af de svar, vi fik, og for nogle af dem, vi ikke fik, som omhandlede de overvældende beviser før angrebet på vores konsulat, siger den tidligere præsidentkandidat John McCain efter mødet.

- Det står klart, at de informationer, hun gav den amerikanske befolkning, var ukorrekte, da hun sagde, at det var en spontan demonstration på grund af en hadfyldt video.

- Det var det ikke, og der var beviser for, at det helt bestemt ikke var tilfældet, tilføjer han.

Republikanerne hævder, at Obama-regeringen har forsøgt at nedtone terrorist-vinklen i de tidlige udmeldinger for ikke at underminere præsidentens succes med at nedkæmpe al-Qaeda-netværket inden valget 6. november.

Men det er ikke sandt, siger Susan Rice i en meddelelse efter mødet.

- Vi gjorde det klart, at hverken jeg eller nogen anden i regeringen bevidst har forsøgt at vildlede den amerikanske befolkning på noget tidspunkt i denne proces.

Obama har forsvaret Rice og sagt, at hvis senatorerne har et problem med den måde regeringen har håndteret Benghazi-sagen på, så skulle de hellere "gå efter mig" end at forsøge at "besudle hendes omdømme".

/ritzau/Reuters