Minister: Nu opløser vi Mursi-demonstrationer i Kairo
Demonstrationer i Kairo til fordel for den afsatte præsident, Mohamed Mursi, vil blive "bragt til ophør snarest og på en lovlig måde".
Det siger indenrigsminister Mohamed Ibrahim natten til lørdag ifølge det statskontrollerede nyhedsmedie al Ahram.
Mursi-tilhængere har flere steder i hovedstaden Kairo samlet sig i store grupper, hvor de siddende i protest markerer deres opbakning til den varetægtsfængslede tidligere præsident.
Beboere i områderne har ifølge ministeren klaget over demonstrationerne, og det er myndighedernes begrundelse for at ville opløse forsamlingerne.
Titusinder af Mursis tilhængere og modstandere udkæmpede fredag aften gadekampe i Kairo og forskellige andre steder i landet, hvor hundredtusinder deltog i massedemonstrationer.
Urolighederne har foreløbig kostet syv mennesker livet. Adskillige som følge af knivstik, oplyser sundhedsministeriet. Desuden er adskillige hundrede personer kommet til skade under fredagens sammenstød.
Mursi selv, der sidste år blev valgt til landets første demokratiske præsident, blev tidligere fredag varetægtsfængslet i 15 dage for anklager om samarbejde med den islamistiske, palæstinensiske Hamas-bevægelse.
Det kan få demonstrationerne til at spidse mere til, vurderer flere korrespondenter i Egypten.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde