Minister: Vi har delt 25.000 automatvåben ud til Kievs borgere
En lokal indbygger i Kiev bærer et våben over skulderen, en kat i en transportkasse og en fisk i et akvarium. Dyrene fandt han i en boligblok, der er blevet ramt af bombardementerne i den ukrainske hovedstad. Foto: Mikhail Palinchak/Reuters
Mikhail Palinchak/Reuters
Våben for milliarder er på vej til Ukraine fra andre lande. Kievs indbyggere er bevæbnet, siger minister.
Tusindvis af våben er blevet delt ud til indbyggere i Ukraines hovedstad, Kiev, forud for et forventet stort russisk angreb mod byen.
Det oplyser Ukraines indenrigsminister, Denis Monastirski, lørdag i en video, skriver nyhedsbureauet dpa.
I alt er der blevet fordelt 25.000 automatvåben og ti millioner patroner i Kiev, siger ministeren. Desuden er der uddelt panserværnsvåben, tilføjer han.
- Kiev vil forsvare sig, siger Monastirski.
Han tilføjer, at han føler sig stolt, når han ser folk forsvare deres byer, landsbyer, gader og huse.
- De organiserer sig, og der er ikke længere plyndringer og røverier, siger han ifølge dpa i videoen.
Som med mange andre oplysninger, der kommer fra Ukraine og Rusland i disse dage, er det ikke umiddelbart muligt at få bekræftet fra uafhængig side.
Imens har USA besluttet at sende våben til en værdi af 350 millioner dollar (2,3 milliarder kroner) til Ukraine.
Ukraine har bedt amerikanerne om panserværnsvåben til brug mod de russiske kampvogne og Stinger-missiler, der kan skyde kampfly ned.
Det er tredje gang, at USA sender våben til Ukraine. Det er tidligere sket i efteråret 2021 og igen i december.
Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, meddeler lørdag, at den tredje sending er "hidtil uset".
I løbet af det seneste år har USA ydet militær og sikkerhedsmæssig støtte til Ukraine for over en milliard dollar, oplyser Blinken.
USA's forsvarsministerium, Pentagon, oplyser, at den kommende sending omfatter panserværnsvåben samt mindre våben og ammunition til de styrker, der kæmper ved frontlinjen.
Også andre lande har lovet at sende materiel og våben til Ukraine, der forsvarer sig mod en russisk invasion.
Tyskland, der har tøvet med at sende våben, har godkendt, at der sendes 500 Stinger-missiler og 1000 panserværnsvåben fra de tyske våbenlagre til Ukraine.
Det meddeler den tyske regering lørdag aften ifølge Reuters.
Tyskland har også givet Holland lov til at sende 400 raketdrevne granater, der er fremstillet i Tyskland, til Ukraine, skriver dpa. Estland får også lov at sende våben til Ukraine fra gamle østtyske lagre.
Tyskland har ellers et mangeårigt forbud mod at sende våben til krigszoner. Det er en politik, som forbundskansler Olaf Scholz har gentaget flere gange i de seneste uger.
Indtil lørdag har Tyskland kun sagt, at landet vil sende hjelme til Ukraine. Det har medført kras kritik fra blandt andet nabolandet Polens premierminister, Mateusz Morawiecki.
- 5000 hjelme? Det må være en vittighed. Der skal sendes rigtig hjælp, våben, siger han.
Holland vil snarest muligt sende 200 Stinger-missiler til landet, oplyser den hollandske regering lørdag i et brev til parlamentet.
Belgien har lovet 2000 maskingeværer og 3800 ton brændstof.
Frankrig har meddelt, at landet vil sende forsvarsvåben til Ukraine. Det drøftes fortsat, om der også skal sendes offensive våben, siger en talsmand for det franske militær.
Ukraines indenrigsminister oplyser ikke noget om, hvorvidt de tusindvis våben, der nu angiveligt er fordelt blandt Kievs indbyggere, stammer fra egne lagre eller fra sendingerne af materiel fra udlandet.
Seneste artikler
Elever overvåges for at undgå snyd
Annonce: Det digitale forbrug på Lolland-Falster og de nye krav til hastighed
- Nu begynder det: Voksenmobning i byrådet igen?
Teenagere fra Litauen og Tyskland samlet i Nykøbing
Sæsonprogram får NFC til at skifte træningsmodstander
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Tordenvejr truer
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Truet med bat og skudt i benet