Ministre beslutter at fortsætte EU-proces mod Ungarn og Polen
Ungarns premierminister, Viktor Orban, er stærkt utilfreds over de traktatprocedurer, der føres mod Ungarn. Men de fortsætter, konstaterer Tysklands EU-minister tirsdag. Foto: Pool New/Reuters
Pool New/Reuters
Polen og Ungarn holder hånden over hinanden, men de øvrige EU-lande fortsætter alligevel traktatprocedurer.
EU's medlemslande vil ikke sætte punktum for de traktatprocedurer, der er igangsat mod Ungarn og Polen for krænkelser af retsstatens principper.
Det siger Tysklands EU-minister, Michael Roth, efter et EU-møde tirsdag om de to artikel 7-procedurer.
EU-traktatens artikel 7 åbner mulighed for at tage stemmeretten fra et EU-land. Det kan ske, hvis landet ikke lever op til traktatens artikel 2 om EU's grundlæggende værdier. Og hvis alle andre lande i øvrigt er enige om det.
- På baggrund af grundige rapporter fra EU-Kommissionen om situationen i Ungarn og Polen er vi nået frem til, at betingelserne for at afslutte artikel 7-procedurerne ikke er opfyldt, siger Roth på et pressemøde.
EU-Kommissionen besluttede at indlede en artikel 7-procedure mod Polen i december 2017. Det var den første procedure af sin art i EU's historie.
Begrundelsen var de reformer af retssystemet, som Polens regering over en årrække har vedtaget og implementeret.
Disse reformer har ifølge EU-Kommissionen medført en grad af politisk kontrol over domstolene - altså en trussel mod retsstaten.
I 2018 stemte EU-Parlamentet for at indlede en artikel 7-procedure mod Ungarn. Det skete på baggrund af en rapport af EU-parlamentarikeren Judith Sargentini.
Både EU-Kommissionen og EU-Parlamentet kan indlede sådanne procedurer.
De to sager er dog ret forskellige. Sargentinis rapport kritiseres af EU-lande for at være en rodet samling af mere eller mindre underbyggede beskyldninger.
Det er dog en udbredt opfattelse blandt EU-landene, at Ungarn handler i strid med EU's grundlæggende værdier og rettigheder, når landet blandt andet har været efter ngo'er, og et universitet har været tvunget til at flytte.
Ungarn og Polen støtter dog hinanden indbyrdes. Og da sanktioner kræver enstemmighed, er der ingen reel trussel mod hverken premierminister Viktor Orbán i Ungarn eller Polens regering.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker