Missiler rammer lejligheder og dræber mindst otte i Ukraine
Redningsfolk arbejder ved en beskadiget bygning i Pokrovsk natten mellem mandag og tirsdag. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix
Betjente og redningsfolk er blandt de sårede, efter at missiler har ramt by 50 kilometer fra frontlinjen.
To russiske missiler ramte mandag aften den ukrainske by Pokrovsk, og mindst otte mennesker har mistet livet. Blandt dem er fem civile.
Det oplyser den regionale guvernør Pavlo Kyrylenko i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
To redningsfolk og en person fra militæret er blandt de dræbte.
Der er 31 sårede efter angrebet. De fleste af dem er civile - en er desuden medlem af det lokale byråd, siger ukrainske embedsfolk.
Videomateriale fra byen viser redningsfolk, der leder i murbrokker, et vrag af en bil og en lejlighedsbygning, hvor balkonerne er revet af.
58-årige Kateryna, der bor i Pokrovsk, fortæller, at hun var hjemme, da hun hørte det første brag. Hun troede, at hun var sluppet uskadt fra angrebet.
Hun sagde endda til en person, der havde ringet til hende, at hun var uskadt. Men da hun gjorde det, ramte det andet missil.
- Det var det, bang - og det var det hele. En flamme fyldte mine øjne. Jeg faldt ned på jorden. Mine øjne gør meget ondt, fortæller hun til Reuters, mens hun peger på flere skrammer omkring øjnene.
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, skriver ifølge nyhedsbureauet AFP på det sociale medie X, der før hed Twitter, at det er en "almindelig lejlighedsbygning", der er blevet ramt.
Han har samtidig lagt en video op, der viser det øverste af en lejlighedsbygning sprængt i stykker.
- Desværre er der ofre. Redningsfolk- og tjenester er på stedet.
- Vi er nødt til at stoppe den russiske terror. Alle, som kæmper for Ukraines frihed, redder liv. Rusland vil blive holdt ansvarlig for alt, hvad landet har gjort i denne forfærdelige krig, skriver Zelenskyj.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker